Er den moderne mand reduceret til superelsker?

January 1, 2007 by JFA

Politiken starter det nye år med en artkikel om forholdet mellem kønnene.

Lad os se lidt på den:

Den moderne mand forvandler sig til en effektiv tunge og et par fiffige fingre, når han træder ind i sit eget soveværelse.

For det, der ligger ham mest på sinde, er, at hans kone, kæreste eller elskerinde får orgasme.

Hvis dette mønster - at en mands værdi primært skabes igennem det han gør og er for kvinder - kun begrænsede sig til soveværelset, ville det egentligt ikke være noget stort problem.

Mandens stærkeste kort anno 2006 er nemlig at være den guddommelige elsker. Han er nemlig ikke længere overlegen hverken økonomisk, intellektuelt eller socialt.

Det varierer nok en del, men det er da rigtigt nok en generel tendens. Her skal vi dog huske på, at blot fordi kvinder er bedre uddannede, er de ikke automatisk intellektuelt overlegne.

Kvaliteten af dagens uddannelse er ikke sådan, at den udvikler intellektet - altså evnen til at tænke klart og selvstændigt.

Socialt? Har mænd nogensinde været socialt overlegne. Hvad menes der med socialt overlegen?

Økonomisk?

Well, vi lever i en velfærdsstat, hvor vi effektivt isoleres fra virkeligheden. Ser vi på det store regnskab er mænd nettoydere og kvinder nettonydere i velfærdssamfundet.

»Den moderne mand er skrællet helt ind til benet og har udelukkende sin krop tilbage. Men han er ikke kørt helt ud på et sidespor, for han får lov at dominere i sengen som den vilde elsker«.

Får lov til at dominere? -det lyder som et oxymoron ;)

Men lad os nu igen lige huske på hvorfor den moderne mand er skrællet ind til benet. Det er han kun i kræft af en kultur, der effektivt isolerer os fra naturen og de præmisser, der gør sig gældende der.

Den moderne mands paradoks er simpelthen dette. Han har skabt et samfund, der tilsyneladende overfløddiggør ham. Læg mærke til ordet tilsyneladende.

Kultur er dog et uendeligt tyndt og skrøbeligt lag.

Christian Groes-Green mener, at det er en af grundene til, at der er kommet så utrolig meget fokus på mandekroppen. I dag er det ifølge kønsforskeren helt almindeligt, at mænd plejer deres krop med både fitness, bodylotion og en pincet til øjenbrynene.

Ja, det er nok en af grundene. Andre kunne være den materialisme, narcissisme og overfladiskhed, der i al for høj grad præger vores tid.

At passe sin krop er dog ikke nogen skidt ting - uanset om man er kvinde eller mand. Jeg synes ærligt talt ikke det i sig selv er noget at bekymre sig om. Det er værre med dem der bare lader stå til.

Naturligvis er den mand, der udelukkende plejer sin krop for at kunne spejle sig i kvindernes blikke et ynkeligt væsen.

Men kroppen er jo meget mere end et objekt for begær. Den er vores værktøj til at interagere med de fysiske aspekter af omverdenen. I øvrigt trives en sund sjæl i en sund krop - det er der vist ikke noget nyt i eller nogen tvivl om.

Det lyder måske selvoptaget – men det er mændene på ingen måde, når det kommer til sex. Kvindens oplevelse er i fokus, og mændene udveksler gerne erfaringer med hinanden for at få nye tricks med hjem til hende derhjemme, fastslår Christian Groes-Green, der er i gang med en ph.d.-afhandling om køn og maskulinitet:

»Et par fyre kan sagtens sidde og snakke om, hvordan man bruger sin hånd bedst eller hvordan man finder A-punktet (lidt længere oppe end G-punktet og lige under livmoderhalsen, red.), mens de får en fadøl på cafeen. Mændene er først tilfredse, når kvinden er det. Nogle mænd er meget optaget af fysiske beviser, de skal have fuldstændig garanti for, at hun ikke faker sin orgasme. Så de har helt styr på G-punktet, der kan give sprøjteorgasme«.

Fint. Vi skulle da nødig blive lige så anhedoniske, som mange feminister eksempelvis er det.

På den anden side er alt dette udtryk for en lidt indskrænket opfattelse af sex.

Handler det at elske nu blot om at trykke på de rigtige "knapper" så "automaten" sprøjter?

Det lyder meget mekanisk.

»I dag er det oftere mændene, der komme i klemme i sexlivet. Mange føler sig pressede af forventninger. Og det er blevet langt mere almindeligt for mænd at gå til sexolog. Hvor de tidligere skulle have massive problemer i samlivet, så går mænd i dag til sexolog, hvis de blot oplever en svigtende rejsning. For hvis du ikke kan gennemføre et samleje, så er der ikke meget tilbage for den moderne mand. Så værktøjet skal være i orden for enhver pris«, siger Christian Groes-Green og tilføjer, at manden dog også spiller en rolle som underholder for kvinden:

Den sidste tilføjelse om at manden spiller en rolle som underholder for kvinden, er være at bide mærke i, for det er netop det, der gør at mandens værdi også uden for soveværelset primært skabes igennem det han er for kvinder.

Og det er problematisk. I sengen er det nærmest ligegyldigt.

»Akademikermanden er fuldstændigt outdated, de unge kvinder vil have en mand, der kan underholde. Sådan en stand-upper, tryllekunstner eller en klodshans-type går rent ind«.

Naturligvis. Men vi får ikke den egentlige forklaring. At kvinder søger underholdning er kun en lille del af den samlede forklaring.

Tillad mig, kære læser, i al beskedenhed at komme med den egentlige forklaring.

Kvinder søger, ofte ubevidst, komplementaritet. Komplemtaritet og samarbejde mellem mænd og kvinder med den deraf følgende gevinst ved rational arbejdsdeling har igennem evolutionen været en stor kraft - specielt i menneskets udvikling.

Både mænd og kvinder er ofte håbløst ude af kontakt med deres følelser, hvilket naturligvis bevirker at de ikke forstår, hvad der motiverer deres handlingsmønstre.

Dette er en menneskelig tragedie fordi det fører til alt for mange negative projektioner og ulykkelige mennesker, der jagter et politisk ideal i stedet for at lytte til behov.

I dag bliver flere og flere kvinder akademikere - så der er ikke nogen komplementaritet mellem kønnene, hvis også manden er akademiker. I øvrigt er der alt for mange akademikere af begge køn, og et stort udbud gør ikke ligefrem en vare prestigerfyldt og dermed eftertragtet.

Nu sker der så noget interessant i artiklen, for kønsforskeren modsiges tilsyneladende af en parterapeut.

Konflikten er dog forholdsvist konstrueret på semantisk vis.

»Kvinder vil stadigvæk gerne have kloge mænd, der tjener godt, og som er en værdig alfahan at få børn med. Hvem gider få børn med en klovn?«.

Alt sammen rigtigt nok, måske med undtagelse af det om klovnen.

Men at kvinder vil have kloge mænd, er ikke i konflikt med, at de ikke vil have akademikere.

Akademikere er ret beset ikke specielt kloge. Engang var universitetet elitært og mange kloge mennesker kom ind og ud af det system. Men helt ærligt, findes der virkeligt stadigt folk der tror, at der er noget som helst ophøjet ved en simpel universitetsgrad. Der går jo efterhånden 15 akademikere på et dusin.

»Mændene skal ikke blive til kvinder. De gør sig selv kønsløse ved at fjerne håret under armene. Og rigtige kvinder gider bestemt heller ikke have en mand med mascara på. Forskellen mellem kønnene tænder os«.

Naturligvis. Og feminismens fortsatte forsøg på et reducere manden til en slags reservekvinde, skaber ikke andet end ulykke - for både mænd og kvinder.

Der er for så vidt ikke nogen modsætning i det kønsforskeren siger og det parterapeuten siger. Kønsforskeren er deskriptiv, som en forsker bør være det. Parterapeuten er normativ - ganske som en vejleder må være det.