Feminister i Blekingegaden

December 1, 2007 by JFA

Jeg har længe argumenteret for at feminismen siden de sene tressere på trods af sine pretensioner om at være frigørende i virkeligheden er et totalitært projekt:

Læs Peter Øvig Knudsens artikel:

Hver mand blev indkaldt enkeltvis til bønnemøde for at
erkende sin mandschauvinistiske adfærd og love bod og bedring. Modellen var den maoistiske med kritik og selvkritik, som også blev praktiseret på Tvind. Mændene kunne også blive beordret til for eksempel at se kvindefilmen ‘Tag det som en mand, frue’ og bagefter redegøre for den over for kvindegruppen. I mange tilfælde blev samme mand kaldt til møde hver aften flere dage i træk, og ofte varede møderne til langt ud på natten.

Blandt de første, som i november 1977 blev kaldt til bønnemøde, var Jan Weimann. Ulla Hauton ledede gennemheglingen af hans opførsel, og stemningen var ophidset. Kvinderne fandt episoder frem, som kunne ligge år tilbage, og kritikken var benhård, uanset om han huskede begivenheden eller ej. I alt måtte Jan Weimann, som blev anset for en af de mest uforbederlige chauvinister, lade sig konfrontere med kvindernes kritik på omkring tyve bønnemøder.

Kvinderne opsøgte også mændenes kærester og hustruer, for det handlede ikke kun om opførslen i det politiske arbejde. Jan Weimanns kone, der ikke var medlem af KAK, kunne for eksempel fortælle om de utallige gange, ægtemanden var kommet for sent hjem fra politiske møder og havde ladet hende stå alene med madlavning og opvask. Hustruens kritik blev inddraget på de følgende bønnemøder med Jan Weimann.

Det blev ikke accepteret, at man undlod at møde frem.
Nogle forsøgte at undgå bønnemøderne ved at flytte hjemmefra eller skjule sig, men de blev opsnuset og hentet ind til særlig ihærdig behandling. Ifølge et internt notat blev Jan Weimann og fem andre særlig hårdnakkede mandschauvinister „kørt hårdt“ af Ulla og de andre kvinder på bønnemøderne, mens fire andre blev „kørt blødt“.

Efterhånden fik kvinderne den erfaring, at rationelle argumenter ikke havde nær samme effekt som et følelsesmæssigt pres. Derfor udviklede kvinderne en teknik, der i første omgang havde til mål at få manden til at bryde sammen. Det skete ved, at gruppen af kvinder kørte hårdt og aggressivt på den pågældende, nogle gange i tre-fire dage i træk. I flere tilfælde brød mændene grædende sammen under gennemheglingen, og mindst én fik et egentlig psykisk sammenbrud.

Efter at en mand på denne måde var brudt ned, måtte han indrømme alle sine fortidige mandschauvinistiske synder. Først derefter kunne en genopbygningsproces sættes i værk. I den følgende periode blev de mænd, som sonede deres brøde, „sat i snor“, som kvinderne kaldte det. Hver mand fik tilknyttet en eller flere kvinder, som skulle kontrollere hans fremskridt mellem bønnemøderne.

I nogle tilfælde blev mændene også sendt af sted på rejser sammen med en eller to kvinder, som undervejs kunne observere deres adfærd over for kvindekønnet 24 timer i døgnet. Et medlem, Bruno, blev således sendt til Syditalien med to kvinder som kontrollanter.

Hvis en mand bestod disse tests tilfredsstillende, kunne
han opnå at blive erklæret ‘ren’ for mandschauvinisme og rehabiliteret. Men dermed slap den pågældende ikke for at tage del i processen. Som renset fik han nu til opgave at deltage i bønnemøder med andre mænd for at medvirke til at nedbryde dem og få dem overbevist om deres brøde.

OG senere

En af kvinderne kom med det forløsende forslag: Hele
flokken skulle køre ind på Godthåbsvej og give Søren en omgang tæv. Forslaget blev straks realiseret: Kvinderne fragtede sig ind til kollektivet, hvor Søren boede, og afstraffede den afstumpede bavian. Der foreligger intet præcist om omfanget af tævene. En beboer i kollektivet fortæller dog, at Søren blødte efter overfaldet.

Gotfred og Ulla forsvarede senere i en tekst, hvor de opsummerede erfaringerne fra disse KAK-år, overfaldet på Søren og noterede blandt andet, at det er „en kendsgerning, at samtlige deltagende kvinder dagen efter sagde, at de havde sovet bedre den nat, end de havde gjort i lang tid“.

Hvor det i visse svære tilfælde hidtil ikke var lykkedes
kvindegruppen at fremtvinge det ønskede psykiske sammenbrud med verbale overfald alene, viste den voldelige metode sig at udvise resultater og dét både mere effektivt og hurtigere end de timelange bønnemøder. Metoden blev derfor også taget i anvendelse over for andre af de hårdnakkede tilfælde.

I de følgende uger gik kønskampagnen for alvor „grassat“ – et udtryk, Appel og Hauton selv benyttede i samme tekst. Efter overfaldet på Søren blev det nu også accepteret at slå på mændene under bønnemøderne for at banke chauvinismen ud af dem. „Lussingerne føg under møderne,“ som et af ofrene formulerer det. Nogle mænd oplevede endog at blive slået af deres egne koner eller kærester.

Endnu et skred skete som led i denne udvikling: Også de mænd, som var udkommanderet til at deltage i gennemheglingen på kvindernes side, blev beordret til at slå løs på særlig uforbederlige kammerater. Hvis mændene nægtede at slå, beviste det blot, at de endnu ikke var ‘rene’ og solidariske med kvinderne, og at de derfor selv måtte igennem endnu en tur i vridemaskinen. Flere af mændene accepterede derfor at deltage i overfaldene på kammeraterne.

En af de mænd, som deltog i overfald på også gamle venner, har i dag svært ved at forklare, hvad der under disse episoder foregik i hovedet på ham. „At slå løs på sine egne venner føltes paradoksalt nok ikke som et afgørende nyt skridt,“ fortæller han. „Der var tale om en langsomt glidende udvikling, og vi var nok så vant til at gøre, hvad der blev sagt, at vi heller ikke denne gang for alvor satte spørgsmålstegn ved ordrerne. Vi vidste, at konsekvensen af at nægte ville være øjeblikkelig eksklusion.“

Appel og Hauton erkendte i deres opsummerende tekst, at „det var i denne periode, volden florerede“. Men fra deres synspunkt var denne vold „først og fremmest et resultat af den modstand, som især Holger Jensen ydede, og som havde kørt kvinderne ned. Det er meningsløst at fordømme eller undskylde denne periodes voldsanvendelse. Det, der er kernen i sagen, er, at kampagnen burde have været afsluttet, inden det kom så vidt“.

Resten her:
http://www.kvinfo.dk/side/561/article/768/