I anledning af hundredeårsdagen for kvinders kommunale valgret
Lignende indhold
Ville mænd blot generøst klippe vores kæder og stille sig tilfredse med rationelt følgeskab i stedet for slavagtig lydighed, ville de få mere opmærksomme døtre, mere hengivne søstre, mere tro koner, mere fornuftige mødre - i et ord, bedre borgere.
Sådan skrev Mary Wollstonecraft i 1792 i den banebrydende "A Vindication of the Rights of Woman."
Ser vi nu tilbage, må vi erkende at dette ikke er sket.
Mændene klippede ganske vist kvindernes lænker, men deraf fik manden ikke en mere rationel og tro ledsagerske.
Tværtimod.
Aldrig har flere kvinder været mere utro end nu, hvor de er frie og "uafhængige" som aldrig før.
De fleste kvinder mener nu, at det er i orden at slå deres partner.
Spørgsmålet er så, om Mary Wolstonecraft tog basalt fejl, da hun henregnede kvinder til de rationelle væsner, eller om feminismen har ændret sig siden Mary Wolstonecraft.
Jeg er optimist og mener Mary havde ret, når hun regnede kvinder for at være rationelle som mænd, og jeg er enig med hende i, at den naturlige følge deraf, er at give kvinden de samme rettigheder som manden.
Jeg mener således ikke det er den fundametale ligestilling af mænd og kvinder, der primært har skabt de problemer, vi ser mellem kønnene i dag.
Faktisk er problemerne en konsekvens af, ikke radikalt nok at have fulgt de liberalistiske principper, der ligger bag Wollstonecrafts argument.
Titlen på Wollstonecrafts værk betoner rettigheder, men rettigheder - på det tidspunkt bogen blev skrevet - var altid noget, der blev fulgt af pligter og ansvar.
Rettigheder var også på det tidspunkt fraværet at andres ret til at bestemme over en person.
Med rettigheder mentes altså primært retten til selvbestemmelse.
Man kunne leve sit liv som man ville. Konsekvensen ved denne frihed var naturligvis, at eftersom den var et produkt af den personlige frihed, kunne den ikke eksistere uden andre produkter af friheden.
Kræver du friheden til at bestemme selv, må du også være klar til selv at tage konsekvenserne af disse valg.
Med rettigheder skulle altså ikke forstås 'ret til den og den ydelse.'
Flytter vi ideen om kvinders rettigheder ind i et samfund, hvor ansvar og pligter i praksis primært forbindes med mænd, går det galt.
Og det er præcist hvad den moderne skandinaviske velfærdsstat er en øvelse ud i. Den isolerer mennesker fra konsekvenserne af deres handlinger. Specielt kvinder.
Menneskene i velfærdsstaten har dog stadig masser af rettigheder, så det lader da til, at man fint kan have rettigheder uden ansvar, ikke?
Nej. Det er en illusion. En illusion der kun kan opretholdes ved at krænke andres mest fundamentale frihedsrettigheder.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden samtidigt, heller ikke i en velfærdsstat.
Selvom velfærdsstaten har isoleret mennesker fra konsekvensen af deres handlinger, er min klare overbevisning, at den har isoleret kvinder mere, end den har isoleret mænd.
Moderne feminister taler aldrig om kvindens ansvar og kvindens pligter. Det behøver man ikke læse meget nyere feministisk litteratur for at forvisse sig om.
Kvinder har ret til abort, men de stilles ikke til ansvar for graviditeten.
Enlige kvinder her ret til befrugtning, men på andres bekostning.
Kvinder har ret til hustrubidrag, men sanktioneret af statsmagten.
Googler man 'kvinder har ret til'? får man 11.000 resultater.
Googl 'mænd har ret til'? og du får kun 283.
Mænd har værnepligt, kvinder har rettigheder.
Et eksemplet man kunne se på er skilsmisser. Når jeg diskuterer med venner og bekendte, hvorfor flest skilsmisser startes af kvinder, er reaktionen altid den samme. Jamen, det er da fordi mændene er umodme, ikke vil binde sig og så videre.
Virkeligheden er dog langt mere kompliceret. Vi må se på hvem der har mest at tabe ved en skilsmisse og hvem der har mest at vinde. Igen har kvinder en række rettigheder, mens mænd har en række pligter.
Så kære Mary Wollstonecraft, jeg er ked af at måtte meddele dig, at kvinder stadig ikke behandles som rigtige voksne mennesker der skal tage vare på eget liv. Paradosalt nok nu på grund af en statsfeminisme, "der ved bedre" end den enkelte kvinde.
Kommentarer
Du kan sgu' ikke lave ligestilling med en partner der, af natur, vil modarbejde dig og udnytte dig fordi vedkommende har nøjagtigt modsat rettede interesser end dig.
Kan ikke finde linket til forrige gang emnet var oppe!
Husk at indvandrere kun udfylder den plads som hundredetusinde aborter ikke kan . . .
Hvordan opnår man ægte solidaritet? Gennem demokratisk tvang eller gennem sociale relationer og personligt ansvar?
Jeg havde desværre ikke tid til at skrive noget nyt. Et er dog sikkert den opstyltede substantielle ligestilling man i dag prøver på at gennemføre kan kun lykkes med statens mellemkomst.
Substantiel ligestilling er noget lort.
Formel ligestilling er en god ting. Bare ærgerligt den ikke for lov at være i fred. Gjorde den det ville vi se en fornuftig fordeling hvor mænd og kvinder komplementerede hinanden i stedet for at konkurrere.
Det er rigtigt at mænd og kvinder allerede i naturen på nogen områder har modsatrettede interesser, men de kan 'alignes' (samrettes?) gennem institutioner som ægteskab og civilsamfund. Staten forstærker modsætningen mellem mænd og kvinder.
Ja, i et idéelt samfund har du ret.
Fra forfædrenes eksempel ved vi dog at det aldrig har lykkedes at skabe et sådant. Hverken med filosofi, ideologi, religion (i de højere stadier i Hinduismen er alle lige, og kønsløse) eller politik.
Den vestlige verdens civilisation gav faktisk kvinder ret til at besidde dommerembeder, få uddannelse, eje ejendom osv. længe før nogen form for ligestilling kom på tale (Renaissancen). Det var kun den politiske indflydelse kvinder havde meget lidt af (Der var dog kvinder som herskere).
Vi skal lære af dette og forstå at der kan kun eksistere ordnede samfund når mænd lægger deres magt og indflydelse bag. Det vil sige at mænd skal være interesserede i at opretholde samfundet og se det som værende i deres egen interesse.
Det er altså os mænd der skal 'aligne' (samrette?) mænds og kvinders interesser.
Det skal vi gøre ved at bestemme hvor skabet skal stå!
Der er faktisk en del kvinder der efterlyser det. Samtidig vil de selv samme kvinder have ret til at stoppe manden, når han folder sig ud og bestemmer hvor skabet skal stå. Så kan vi får en god diskussion, så kvinden får brugt hele sit følelsesregister, manden pakker sammen og vikan have god sex bagefter.
Hvis du vil have et velfungerende samfund, så er det sgu' dig der bestemmer og samfundet eller andre har intet at gøre med, hvordan du behandler din kvinde. I denne FRIHED vil velfungerende familier blomstre og nogle svage uduelige vil bukke under.
Totalt set vil samfundet blive fredeligt, retfærdigt og stærkt.
Det andet dér kan ikke nytte noget , vi dør af det.
Husk at indvandrere kun udfylder den plads som hundredetusinde aborter ikke kan . . .
Hvordan opnår man ægte solidaritet? Gennem demokratisk tvang eller gennem sociale relationer og personligt ansvar?
Ritt Bjerregaard har også sammensat nogle velvalgte ord i forbindelse med jubilæet. Hun skriver bl.a. at "Med stemmeretten nåede Danmark en vigtig milepæl i udviklingen af det repræsentative demokrati", men undlader behændigt at nævne, hvem der opfandt stemmeretten eller fik den gennemført.
I stedet citerer hun Kvinderådets matematiske genier:
Hun nævner dog, at
men undlader at omtale de kvinder, der efter FN's internationale Kvindeår fandt det utilstrækkeligt, at stemme på kvinder, der ikke var kvindebevidste. I stedet fremhæver hun, at
Og der er jo noget at prale af. De inseminerede samkvemsretdebatten med Hellig Sæd, incestforurenede æteren, pissede på manden, der hørmer i cirkus, beregnede fædres ansvarsfølelse og forvandlede statsradiofoniens medarbejdere til tøsedrenge, der fremstillede kvindefisede sendeflader og led af angsten for uforklarede links.
Før var de måske nok umyndiggjorte, men i dag er vi alle umyndiggjorte, så jeg ser ikke noget fremskridt. Det er ligesom med socialismen. De vel hellere at alle er fattige end at nogen er rige og andre er fattige. Relativister.