De forskellige politiske udspil om velfærd, vi ser i disse dage, er alle blot "mere af det samme." Velfærd betyder, at du giver dine penge til Mor Stat. Hun giver dig dog lov at beholde en slat som lommepenge. Og sørger for, at du får et bad hver dag.

Ordningen minder mest af alt om den, som mange børn kender under navnet ugeløn. Børn får udleveret et lille beløb hver uge, som de kan spare op -- eller snoldre væk. Til gengæld sørger mor og far for alle fornødenheder. Det smarte ved ordningen er naturligvis at beløbet er lille, så det betyder ikke det store, hvordan barnet prioriterer sin ugeløn. Det kan ikke gå galt for mor og far garanterer en række "velfærdsydelser."

Socialdemokratiets udspil om velfærdsrettigheder er vel noget af det mest infantiliserende, vi har oplevet på den politiske scene i mange år. Det siger heller ikke så lidt.

Men voksne er ikke børn. Man kan acceptere at børn skærmes fra konsekvenserne af deres prioriteringer og valg. Det er trods alt forældrene der er ansvarlige.

Voksne derimod skulle gerne selv være ansvarlige.

Det er naturligvis det største problem med den formynderiske tankegang. Da staten ikke bare garanterer et levegrundlag, men også en række "velfærdsydelser" kan man klatte sine penge på uansvarlig vis. Man kan snoldre sit liv væk. Uanset hvad, er du garanteret nogle "velfærdsrettigheder." Rettigheder uden pligter.

Et sådant system opstiller ikke incitamenter, der kan sortere dårlig adfærd fra, fordi din adfærd ikke har nogen fundamental indflydelse på dit liv.

Et sådant system anses af venstrefløjen for at være progressivt. Ak.

Der er jo tale om en regression tilbage til et barnestadie, hvor man ikke er ansvarlig for sig selv og hvor forældrene sørger for en.

Staten er gået fra at være en instans, der sikrer at vi behandler hinanden ordentligt til at være en instans der skal sørge for at vi har det godt og er lykkelige.

At tale om paternalisme i dag er derfor helt forkert. Det der præger den postmoderne velfærdsstat er maternalisme. En Big Sister rugen over befolkningen. Et system hvor folk ikke får lov at svømme derud, hvor de ikke kan bunde. Individer skal "beskyttes" fra virkeligheden. Hvis vores samfund skal sammelignes med en svømmehal, er vi nu alle puttet over i soppebassinet. Inbger vipper. Intet dybt vand. Ingen risiko. Ingen kontakt med det reale. Reelt ikke et værdigt liv.

Ser I. Mænd sidder derfor og ser fodbold. Dette patetiske surrogat er, hvad vor tids samfund kan tilbyde. Når nu staten har fjernet enhver indflydelse på eget liv, er der ikke meget andet at gøre end at tappe ind på den meningsløse flodbølge af middelmådigheder, der kendetegner mediebilledet.

Mottoet for det moderne liv i en velfærdsstat er simpelt:

Giv os dit liv, din frihed, dine penge - så sørger vi for, at du får et bad hver dag.