Jeg hørte ordet 'sammenhængskraft' brugt i samfundsdebatten for første gang for mindre end et år siden. Der var umiddelbart noget ved ordet, der ikke virkede autentisk.

Hvorfor skulle dette nye ord nu lige pludselig have en så prominent placering i debatten om vores samfund og dets fremtid?

Og hvad betød ordet egentligt?

I fysik og kemi taler man om kohæsion. Naturlige kræfter der binder molekyler sammen, og dermed får dem til en fremstå som en samlet masse eller substans.

Men kan det lange og klodsede - ja decideret syntetiske - ord sådan uden videre overføres som begreb for noget der er virkeligt i samfundet og i relationer mellem mennesker?

Nej.

Der er ikke nogen naturkraft, der binder individer sammen, i hvert fald ikke uden for den nærmeste familie. Det er ren romantik at tro det.

Vil vi forstå forholdet mellem stat, religion og civilsamfund, må vi ty til et andet, men alligevel beslægtet begreb.

Gensidighed.

Det vender vi tilbage til. Først historien om sammenhængskraft.

Mere end nogen anden er det Anders Fogh Rasmussen, der har bragt udtrykket på bane. Det er mere end almindeligt ironisk, når man tager hans egen historie i betragtning.

Hvad Fogh fik præsenteret som et boldværk mod fundamentalistiske religioner, og dermed som en slags beskytter af vores nationale "sammenhængskraft," er i virkeligheden intet andet end statsmagtens fortsatte ekspansion på bekostning af civilsamfundet.

Ingen religion har nemlig i Danmark haft held med - i noget nær samme grad som staten - at nedbryde den sande gensidighed mellem individer.

Når gensidighed nedbrydes bevæger vi os ganske simpelt fra individualisme, som - set både fra et samfundsmæssigt perspektiv og fra det enkelte menneskes - er en god ting, til egocentrisme.

Egocentrisme er en dårlig ting. Uanset synspunktet.

Så gensidighed kan altså også kaste lys på forholdet mellem individualisme og egoisme. To forskellige størrelser, som folk stadigt har svært ved at sondre mellem.

Sammenhold og gensidighed kan opstå på flere forskellige måder. Familien, i den gammeldags forstand, er et knudepunkt for sammenhold.

Destrueres familien, destrueres den skrøbelige enhed, der har bragt os frem mod det åbne samfund.

Der er muligvis intet naturligt ved familien.

Konservative, der argumenterer for, at familien er nødvendig og rigtig - blot fordi den er naturlig, risikerer meget nemt at save den gren over, de selv sidder på. En tradition kan sagtens være kunstig og så stadig en god tradition.

Når jeg her bringer familien på bane, er det altså simpelthen fordi, det er min klare opfattelse, at den menneskelige tilstand forbedres, når samfund baserer sig omkring kernefamilien.

Samfund der baserer sig om for eksempel en familie hvor moderen har børnene og skifter partnere i tide og utide, bringer ikke samme forbedring af den menneskelige tilstand.

Familien er ikke det eneste sted, hvor der er "sammenhængskraft" eller gensidighed - det sidste er et mere ærligt ord, der også ligger bedre på tungen.

Gensidighed opstår, når vi som individer hjælper hinanden ved at gøre, det vi er gode til.

Fra naturens side kan enkelte individer ikke opnå ret meget. Det er igennem handel og samarbejde, vi kan rejse os fra sølet og skabe en civilisation.

Gensidighed og afhængighed er altså ikke præcist det samme, selvom der er et pænt overlap i de to begreber.

Specialisering og arbejdsdeling skaber gensidighed.

Ideen om, at vi alle skal lave lidt af hvert -- lidt arbejde uden for hjemmet, lidt indenfor -- skaber det modsatte af gensidighed.

Det modsatte af gensidighed er atomiserede egoister. Atomiseret betyder fuldstændig uafhængige uden nogen form for relationer.

I øvrigt er ideen om 50 / 50 procent arbejdsfordeling alle steder langt fra effektiv eller rationel.

Markedet, handel og kontrakter skaber også bånd mellem mennesker.

I velfærdssamfundet er der ikke gensidighed mellem individer.

Det er ikke nødvendigt, for staten giver os alt det, vi har brug for.

I naturen - og i et mere frit samfund - kan individer ikke klare sig uden at samarbejde. Gensidighed er derfor en selvfølge i det frie samfund -- ligesom det er det i naturen.

Som jeg tidligere har sagt, isolerer velfærdssamfundet os fra virkeligheden, og det muliggør dermed nogle højst asociale og irrationelle leveformer - eller livsstile, om man vil.

I det frie samfund derimod, er individer på sin hvis afhængige af hinanden, i hvert fald hvis de vil opnå noget. Men det er en afhængighed der er spredt ud over flere forskellige typer af civile institutioner. Det er vigtigt at bemærke. For det er den spredning af afhængighed der skaber "sammenhængskraft."

I velfærdssamfundet er der derimod ikke nogen, der er afhængighed af sin næste, sin familie, venner eller andet.

Det faktum muliggør respektløs adfærd, for staten skal nok træde ind, når andre hugger hånden af den uopdragne. Dermed bliver den uopdragne aldrig opdraget.

Desuden er mange individer helt og holdent afhængige af staten, og dermed i statens magt. Det er en afhængighed, der langsomt men sikkert breder sig, alt i imens civile institutioner svækkes.

Får staten en dag problemer, og det gør den nok, vil der ikke være noget at falde tilbage på.

Tidligere havde man et sted at bo, en indkomst og et godt helbred, hvis man opførte sig fornuftigt og arbejdede nogenlunde hårdt. Man havde en far og en mor.

Men som det er nu, hvor enhver har krav på et arbejde og en bolig, har man afkoblet den gode og fornuftige adfærd fra muligheden for at leve et godt liv.

På den måde skaber velfærdsstaten den værst tænkelige form for individualisme. Nemlig den atomistiske egocentrerede type.

Velfærdsstaten skærmer simpelthen den dumme og den onde fra konsekvenserne af egne handlinger.

Dermed kan dårlige former for adfærd ikke begrænses og gode ikke belønnes.

Det skaber så den illusion at alle former for livsførelser er lige gode. At alle former for familiekonstellationer er lige gode.

For staten hiver de gode ned og de dårlige op, og den nogenlunde mentalt døde offentlighed kan ikke gennemskue, hvad der foregår på det statsskabte fatamorgana.

Kvinden bliver uafhængig af manden. Barnet af sin far og mor.

Vi bliver alle tilsyneladende uafhængige af hinanden, fordi staten har pligt til at sørge for os. Derfor behøver vi ikke indgå handler, kontrakter og kompromisser med andre mennesker.

Men, jeg gentager, det er netop mellemmenneskelige kontrakter og handler der skaber gensidighed og "sammenhængskraft."

Komplementaritet binder os sammen. Det at vi hver især har noget specielt og unikt og tilbyde i en relation. Staten fjerner komplementaritet ved at bringe det hele på et sølvfad.

Modsætninger tiltrækker og skaber "sammenhængskraft," men feminismen har haft travlt med at gøre kvinder og mænd ens - derved har de fjernet gensidighed, samarbejde og "sammenhængskraft" og erstattet dem med konkurrence, mistro og fjendtlighed.

Som det er nu, tvinges velfungerende kernefamilier til at betale for at enlige arbejdsløse mødre, på fællesskabets regning, kan opretholde en levestandard, der er lige så god som den familie, hvor manden arbejder fuld tid for at forsørge familien.

Dermed tvinges de hårdtarbejdende og gode forældre - der ved at være både en far og en mor, også gør det gode for deres barn og samfundet - til at betale for en mere dekadent livsførelse hos andre.

En dekadent livsførelse der, både på kort sigt og på langt sigt, er væsentligt dyrere og skaber mere menneskelig lidelse.

Gifte tvinges altså til at betale så enlige mødre kan være "uafhængige" af mænd, og få deres børn på andres regning.

Den eneste der har fordel ved alt dette, er den ekstremt egoistiske kvinde, der vil have barn uden kompromisset med en mand og uden selv at ville betale for det.

Så, hvor det frie samfund har indbygget incitament til fornuftig og socialt bæredygtig adfærd, har velfærdsstaten intet indbygget evalueringsystem.

Hvilke livsstile der så skal belønnes, bliver op til politikere og bureaukrater og tilfældige tidsstrømninger i stedet for tidsafprøvede og reelt fungerende typer, der også kan overleve i en mere verdensnær sammenhæng.

Den moderne maternalistiske livmodervelfærdsstat avler altså kort sagt den mest selvoptagede, asociale, egocentrerede og modbydelige adfærd, der kunne tænkes.

Staten og civilsamfundet er som yin og yang, hvor yin nu efterhånden har spist hele yang.

Forstærker vi ikke yang og genskaber balancen i tingene, risikerer vi systemet bryder sammen og vi har ingen modstandskraft overfor udefrakommende kræfter.

--

Naturligvis er alle former for familiestrukturer ikke lige gode.

Dette ville blive tydeligt i løbet af "no time," hvis statens fordrejende effekt på virkeligheden blev fjernet.

Det tragiske er blot, at det gør den ikke.

Så illusionen om selvtilstrækkelighed og uafhængighed skaber igen mere disrespekt mellem mennesker.

Dels direkte, fordi man ikke er afhængig af at bevare et godt forhold til sine medmennesker. Dels indirekte, ved at man igen og igen gentager løgnen overfor andre mennesker. "Jeg har ikke brug for dig." "Vi har ikke brug for jer."

En ganske unødvendig og skadelig negativitet, der kun er mulig, fordi staten omfordeler i den grad, den gør.

Mange mennesker lever vitterligt i den illusion at de er uafhængige og ikke har brug for andre, og staten og medierne gør intet for at vække dem.

Gensidighed og sammenhængskraft er altså låst i en ond cirkel, hvor de to hele tiden reduceres.

Illusionen bryder ned på et tidspunkt og gør staten det også, er der mange, der vil vågne op til en slem overraskelse. Virkeligheden.

Det er altså forkert, når mange mennesker tror, at truslen mod vores gode liv kommer udefra.

Truslen er simpelthen indbygget i velfærdssystemet.