Den store hjerneforskel

August 1, 2007 by kimpo

Sidste weekends weekendavis (nr. 29, 20. - 26. juli 2007) havde en artikel om mænds og kvinders hjerner, skrevet af Lone Frank. Her er et par uddrag:

»DA han begyndte at tale om medfødte forskelle i evner mellem mænd og kvinder kunne jeg simpelthen ikke trække vejret - den slags fordomme gør mig fysisk syg.«

Nej, citatet er ikke faldet i debatten om psykolog Helmuth Nyborgs Skanderborgundersøgelse. Ordene, som kom fra den amerikanske biolog Nancy Hopkins, stod at læse i New York Times for to et halvt år siden, men de vedrører nøjagtig samme diskussion. I 2005 oplevede USA nemlig den såkaldte Larry Summers sag. Den daværende rektor for Harvard University deltog i et møde om den skæve kønsfordeling i professorstillingerne på fag som fysik, matematik og visse ingeniørdiscipliner.

Og her formastede han sig til at foreslå, at en del af årsagen til kvindernes fravær måske skal søges i medfødte kognitive kønsforskelle, som gør at flere mænd har udprægede evner for det matematiske.

Neandertaler! Fascist! lød reaktionen fra brede kredse. De amerikanske medier flød over med rasende kommentarer og de ellers så gavmilde Harvard-donorer truede med at tilbageholde deres støtte til eliteuniversitetet. Summers måtte gå bodsgang. Han udsendte ikke bare én men en række offentlige undskyldninger, der forsikrede, at han skam ikke mente det på den måde. Affæren endte med en dummebøde. Harvard afsatte 50 millioner dollars til at gøre noget ved den skæve kønsfordeling på fakulteterne, og Summers måtte forlade sin rektorstilling og give plads til Catharine Drew Gilpin Faust - den første kvinde på posten.

Kommentatorer og debattører var tilfredse. For man kan jo anstændigvis ikke stille sig op og sige, at der er hardcore forskelle på mænds og kvinders hjerner, vel?

»Om ti eller femten år vil sådan en sag ikke kunne gentage sig,« forudsiger neurobiolog Larry Cahill fra University of California i Irvine. »Til den tid vil alle vide, at der er gennemgribende kønsforskelle i hjernen, og ingen vil føle sig udfordret eller fornærmet af bemærkninger om det.«

Det politiske klima er vanskeligt at gisne om, men litteraturen afslører, at forskningen i neurologiske kønsforskelle nærmest er eksploderet i de seneste fem-ti år. Som Cahill udtrykker det, vælter det frem med forskelle på flere planer.

»I årtier har hjerneforskere antaget, at kønsforskelle kun handlede om små finurligheder i hypothalamus, som har med seksualadfærd at gøre. Nu er det tydeligt, at vi ikke kan antage, at kvinder og mænd er ens, og at vi heller ikke længere kan forske i neurologiske sygdomme, som om der kun er ét køn. Når det kommer til hjernen, er der kønsforskelle i anatomien, i kemien og i funktionen, ja forskellene er ganske simpelt allestedsnærværende.«

(...)

Bestemt opsigtsvækkende, men betyder det noget? Giver alle de strukturelle og funktionelle forskelle anledning til praktiske forskelle i forhold til, hvad vores hjerne kan præstere, og hvordan den anskuer verden?

»Indtil videre ved vi meget lidt om det. Men det tror jeg især skyldes, at det endnu ikke er undersøgt,« siger Cahill, som dog selv er gået videre med sine undersøgelser af amygdala. Hans teori er, at når kvinder og mænd bruger området i hver sin hjernehalvdel, afspejler det en psykologisk forskel. Kvinder har grundlæggende mere opmærksomhed rettet mod deres indre, hvor mænd lægger mere mærke til den ydre verden.

(...)

»Kønnet er den væsentligste demografiske variabel for en lang række lidelser, og det er indlysende, at hvis vi skal forstå dem og behandle begge køn optimalt, skal vi se på mænd og kvinder hver for sig. Men det er umuligt at komme igennem med argumenterne herhjemme,« siger psykiater og overlæge ved Sct. Hans

Hospital, Karin Garde. Og tilføjer: »Neurologerne er ved at få øjnene op, men psykiaterne vil ikke høre tale om kønsforskelle. Der undervises ikke i kønnets betydning i psykiaternes specialuddannelse, men det er jo elementært uvidenskabeligt at se bort fra.«

Som eksempel nævner Garde depression. »Hvis man ikke tænker sig godt om og tager i betragtning, at de deprimerede mænd reagerer anderledes, fortæller om deres symptomer på en anden måde end kvinderne og er mindre synlige, kommer man til at underdiagnosticere dem. Det ved vi fra en dansk ph.d.-rapport. Vi ved også, at mændene hyppigere begår selvmord.«

(...)

»Der er meget politisk korrekthed i det her emne i Sverige, og jeg mener, at feminismens og lighedsideologiens succes har gjort, at Skandinavien i det hele taget er langt bagud, når det kommer til at forholde sig til biologiske kønsforskelle. For nogle år siden skrev jeg en artikel om mentale kønsforskelle og fik en opringning fra en kvindelig kollega - en kendt historiker - som fortalte mig, at de skam ikke findes. Da jeg spurgte, om hun havde tjekket litteraturen, svarede hun, at 'selvom der så skulle eksistere sådanne forskelle, kan vi aldrig sige det'. Er det ikke utroligt? Men der er jo en hel generation, som har bygget deres karriere på, at kønnet er en social konstruktion, og deres verden falder sammen, nu hvor det viser sig at være forkert. De meget negative reaktioner på den nye forskning kommer typisk fra humanistiske akademikere uden kendskab til biologi.«

Til gengæld oplever både Dahlström og Cahill, at den brede offentlighed er langt mere positivt indstillet.

»Når jeg holder offentlige foredrag bliver jeg ofte mødt med et bredt grin,« fortæller Larry Cahill. »Folk kommer og siger til mig: 'Har det virkelig taget jer så lang tid at finde ud af, at mænd og kvinder er forskelligt indrettet i hovedet?'

Apropos Sverige, så dyrk lige Snaphanens irritation over det groteske land kaldet Skolefrøkensamfundet