Interessant debat, men måske lidt vel teoretisk? For dem, der skulle være interesserede i at få belyst emnet fra en anden og lidt mere empirisk vinkel, følger her et indlæg fra en – jeg tør næsten ikke skrive det – kv … eller skal vi bare sige: et menneske af hunkøn.

Da jeg var 18 år var jeg til en fest på Frederiksberg. En af de der for alderen klassiske vi-er-lige-flyttet-hjemmefra-og-har-fået-byens-bedste-50-kvadratmeters-lejlighed-med-das-på-trappen-så-lad-os-invitere-vores-200-bedste-venner-til-abefest-NU! ting. Jeg kendte ikke værterne så godt, det var en venindes vens veninder. Men der var god stemning, masser af flinke, hyggelige mennesker og lambrusco i rå mængder.

Lidt for rå til mig, for allerede kl. to begyndte mine ben at ekse under mig. Men der var langt hjem, så en af værtinderne tilbød mig at crashe et par timer i hendes diminutive soveværelse, hvor det eneste møbel var en enkeltmandsseng med en masse jakker ovenpå. Jeg gik ud som et lys med alt tøjet på, men da jeg vågnede op igen, var jeg pludselig halvt afklædt. Oven på mig lå en mørk skikkelse og baksede med at få trukket mine strømpebukser af. Lyset var slukket, så jeg kunne ikke se, om det var nogen, jeg kendte. Først troede jeg, at det var der var en mystisk form for spøg, så jeg grinede lidt og sagde: Hov, hov, tag det lige roligt! Men det var selvfølgelig ikke spor for sjov, og da fyren opdagede, at jeg var vågen, tog han straks kvælertag på mig og hviskede, at jeg bare skulle holde min kæft.

Det var meget surrealistisk, for jeg kunne høre festen for fuldt drøn lige på den anden side af væggen i den lille lejlighed, og det svært for mig at forstå, at det, der var ved at ske, kunne ske dér. Jeg forsøgte at kæmpe imod og råbe på hjælp, men det lykkedes ikke. Han var stærkest og klemte bare så hårdt om min hals, at jeg besvimede. Sådan gjorde han hver gang, jeg vågnede op, så reelt var jeg bevidstløs det meste af den tid, det tog ham at voldtage mig. Til gengæld troede jeg, jeg skulle dø, hver gang jeg vågnede, og han tog kvælertag igen.

Den sidste gang jeg vågnede, var han væk. Tilbage lå jeg med mine strømpebukser nede om anklerne, bh’en trukket op over brysterne og med mit egen snot fra kvælerseancerne ud over hele ansigtet. Forstenet og udefinerbart skamfuld skyndte jeg mig at klæde mig på og at løbe ud af døren og hjem. Jeg boede alene dengang, så der var ikke nogen, der så mig komme ind af døren i mit forrevne tøj med snot, sminke og gråd stivnet ned af kinderne. Jeg forsøgte at slette alle spor af oplevelsen ved at gå i et langt, varmt bad, smide tøjet ud og i øvrigt lade som ingenting.

Som beskrevet til brækgrænsen i film, bøger og blade osv. følte jeg mig helt klassisk ansvarlig for, hvad det var sket. Jeg kunne komme med mange gode grunde til, at det var min egen skyld. F.eks. HAVDE jeg jo haft en bluse med dyb udskæring på, og jeg KUNNE jo bedre lide fest og ballade end lektier og oprydning osv. osv. Kort sagt: Jeg var et dårligt menneske, så jeg havde nok fortjent, hvad jeg fik. Derfor sagde jeg det i lang tid ikke til nogen, senere blev et par veninder og en ekskæreste indviet, men absolut ikke i detaljerne.

Selvom min historie selvfølgelig bare er – MIN historie, så vil jeg alligevel vove at påstå, at den bærer nogle træk, der er ret typiske i forbindelse med voldtægter. Bl.a. følelsen af skyld og skam og forsøget på at udviske eller begrave oplevelsen, frem for at fortælle nogen om den. Det baserer jeg (helt uvidenskabelig, det er jeg bevidst om, men det er jo altså et svært område at kvantificere og lave statistik på), hvad jeg har fået fortalt af to bekendte, der gennem en årrække har arbejdet på en telefonlinje for voldtægtsofre. Jeg har faktisk også forsøgt mig selv, men måtte hurtigt konstatere, at det rippede for meget op i min egen oplevelse, og jeg har ikke lyst til at være ”voldtægtsoffer” som min primære identitet i hverken min egen eller andres bevidsthed. Men det, de samstemmende fortæller er, at de taler med langt flere kvinder, der IKKE anmelder deres voldtægter, end det modsatte. Også er vel og mærke ikke gråzone-sager, som der ellers er blevet skrevet meget om her på siden, men helt klare tilfælde af vold-tægt, hvor voldtægtsmanden bare aldrig bliver straffet – f.eks. pga. manglende beviser (som i min egen sag, hvor jeg dels aldrig fandt ud af, hvem personen var, dels var så meget i chok, at jeg selv fjernede størstedelen af beviserne og det nærmest først flere år efter rigtig gik op for mig, hvad jeg havde været ude for) eller pga. manglende mental styrke til at gennemgå en retssag.

Derfor synes jeg altså, man bør være meget forsigtig med, at tolke de relativt få, men meget spektakulære falske anklager om voldtægt, der har været omtalt i medierne de sidste par år, som et udtryk for, at der nok ikke sker så mange rigtige voldtægter, eller at man skal være mere skeptisk overfor de mennesker (det sker jo også for mænd, venner), som hævder at være blevet voldtaget. Selvfølgelig skal bevisbyrden på linje med alle mulige andre sager kunne løftes, før man dømmer folk, men det er vel for pokker indlysende! Og jeg synes ikke, det er rimeligt på baggrund af en håndfuld falske anklager at begynde at tale om en generel tendens. Uden for mediernes søgelys er normen, som jeg hører det fra mine før beskrevne ”kilder”(jeg er helt åben for at blive modsagt, jeg vil bare gerne blive det i form af empiri, frem for hjemmestrikkede teorier baseret på et par mediesager og en opfattelse af kvindekønnet som mere eller mindre generelt utilregneligt), at kvinder undlader at tale om voldtægt, selvom det reelt er det, der er sket. Voldtægt er jo altså også stigmatiserende for offeret, ikke kun for gerningsmanden. Så er man pludselig hende, ”dét” skete for, ikke hende, der laver en fantastisk mojito eller har den vildeste pladesamling eller hvad man nu også er.

Mht. konsekvenserne af voldtægt, er jeg også uenig med dig, Kimpo, når du skriver at ”SÅ ødelæggende [3 = 1 mord] er voldtægt sjældent”. Det er ikke fordi, jeg på nogen måde er enig med DFU i, at højere straffe er vejen frem, tværtimod, men hvis vi er ude i den principielt umulige kunst at sammenligne forskellige former ulykke, så synes jeg ikke ratioen 3:1 virker urimelig. I mit eget tilfælde lever jeg selvfølgelig her godt 12 år efter voldtægten stadigvæk. Jeg har en kæreste, som jeg har haft i mange år, og som jeg fortsat er super glad for. Men ellers er jeg, uden at fralægge mig det endegyldige ansvar for mit eget liv, ret overbevist om, at der er mange ting, der ville have set anderledes ud, hvis jeg ikke var blevet voldtaget.

Siden jeg blev voldtaget har jeg periodevist været både meget angst og deprimeret. Angsten er det mest umiddelbart begrænsende, for så kan man kun meget vanskeligt bevæge sig nogle steder hen, men depressionen er sgu en snigende dræber: Når jeg har det værst, så føler jeg mig som det dårligste og mest værdiløse menneske i hele verden, der ikke har noget at bidrage med til nogen, og som bare burde grave sig ned i et hul. Begge dele har ført til lange perioder, hvor jeg mere eller mindre har isoleret mig fra omverdenen. Og det koster, både i forhold til økonomi, studier og venner: Jeg ville f.eks. have været færdiguddannet i et stykke tid nu, frem for stadig at have flere år tilbage af min uddannelse, hvis jeg ikke havde haft det så dårligt, at jeg har været nødt til at holde mig væk fra Uni i lange perioder. Dermed ville jeg have haft bedre odds på arbejdsmarkedet. I stedet bliver jeg først kandidat som et par-og-tredive-årig, en alder, hvor man rent biologisk bør tænke mere på at formere sig end på at give den gas på karrierefronten. Jeg ville nok også have formået at holde fast i mange flere af mine gamle venner og bekendte, hvor kontakten er gledet ud gennem årene, fordi jeg ikke har magtet at gå ud med dem og give så meget lyd fra mig, som jeg gerne ville. Jeg ville også gerne have rejst mere og længere, men det har der ikke været råd til pga. af mine lange inaktive perioder.

Heldigvis lægger det dog et stykke tid tilbage siden, jeg har været nødt til helt at droppe arbejde eller skole, og det sociale lokker igen, så jeg satser bestemt på, at 30’ere vil blive et lysere årti for mig end 20’ere. Men alt i alt synes jeg alligevel, at det at blive voldtaget har haft meget vidtrækkende konsekvenser for mig, og hvis man tog tre liv, der var blevet påvirket på nogenlunde samme måde, så synes jeg egentlig ud fra en simpel lighedsbetragtning ikke, at 15 år i fængsel er lang tid. At det så ikke er vejen frem, er selvfølgelig en anden ting, men jeg synes faktisk, voldtægt er SÅ ødelæggende, Kimpo.