Flammen og Citronen måtte ikke være helte.

April 13, 2008 by kimpo

Så fik jeg endelig set den. Der er skrevet meget om den, er den god? Anmeldelser refereres her: http://www.berlingske.dk/article/20080327/kultur/80327076/

Og her er dommen fra dette ringhjørne:

Filmen lider først og fremmest af, at den ikke tør stå ved sit valg af 2 helte. Javist er der mange grumsede aspekter af historiens gang, men hvis man har valgt at lave et epos om 2 helte, må man levere varen. Alternativt kunne man jo droppe den idé og lade filmen være en problematiserende debatfilm. Det ville man ikke, men man turde selvfølgelig heller ikke levere tydeligt positive maskuline forbilleder.

Filmen er, som 99% af tidens danske popkunst, noget politisk korrekt slapsvanseri som skal please de feminine. Jeg gætter på, at der ligger en indavlet latent angst hos samtlige danske ”kunstnere” for at deres arbejde skulle kunne provokere til national og maskulin stolthed, så det var egentlig forudsigeligt, at heller ikke denne film turde give os det vi mangler.

Hvordan piller den så heltene ned? Forsigtigt, naturligvis, gennem bearbejdelse af publikums underbevidsthed, sådan som al god manipulation virker. Men egentlig ganske tydeligt, når man kigger efter det. Citronen viser sig at være et livsudueligt skvat som heller ikke før krigen kunne finde ud af at være mand for sin kone. Han kompenserer, eller noget i den dur, ved at være modstandsmand. Han er konstant ved at gå i opløsning og direkte patetisk, når han truer konens nye forsørger. Konen er selvfølgelig den helstøbte person i det forhold. Hun er den voksne, der formår at bære over med den umodne, mens hun opfostrer ”det rigtige barn”. Hun har fornuft og overblik, hvor han dybest set blot er i sine følelsers flæbende vold.

Flammen er tilsyneladende mere intelligent, og måske også mere kynisk til at starte med, men man piller ham hurtigt ned. Hans forhold til levende mennesker er lige så ynkeligt som Citronens: En kærlighedsaffære fra omkring krigens udbrud gøres til hans dominerende motivation. Det er altså irrationelt had til tyskere og nazister baseret på en enkelt privat hændelse, som driver ham. Hverken idealisme eller velovervejet handlekraft, må han få kredit for. Også Flammen kommer til kort overfor sin kvinde, som både er mere rationel, nuanceret og velinformeret. Hermed har man kastreret helt nummer 2.

Man kunne have ladet Citronen være en hæderlig og nogenlunde kompetent ægtemand indtil krigen brød ud, således at heltegerningerne ikke så let kan bortforklares som en reaktion på et dårligt ægteskab.

Man kunne have ladet mindst een af vore 2 hovedpersoner have en mere rationel tankevirksomhed.

Og man kunne have valgt at lade en eller begge deres kvinder indtage den naturlige birolle, fremfor åbenlyst at lade dem være deres mænd mentalt overlegne.

I stedet for at levere et par hårdt tiltrængte mandlige forbilleder, har man atter slukket for ideen om at mænd kan være både mandige, reflekterende og kompetente. De 2 hovedpersoner bliver til tidens eneste tillladte maskuline mandetype, nemlig de umælende smådumme let manipulerbare hormonbomber, og tidens overuddannede middelmådighedskvinder får atter verden serveret som de gerne vil se den: Med sig selv i centrum og mænd som redskaber.

Det er længe siden jeg sidst gik i biffen for at se en dansk film. Det varer nok længe inden det sker igen. Måske er det simpelthen helt slut. Måske kommer der aldrig mere en dansk film for Mænd med trecifret IQ.