For nogle uger siden fandt jeg et indlæg i en blog herinde. Der blev henvist til ugeavisen online, hvor vores social-modellerings-minister udtaler, at kvinderne skulle sparke deres mænd bagi, fordi hun tilsyneladende var utilfreds med deres indsats i hjemmet. Det blev jeg simpelthen nød til at svare på.

Til Eva Kjer Hansen

Det er med beklagelse jeg må sidde og skrive dette brev, fordi jeg faktisk forventer, at en minister kan skelne mellem sit job og sine private husmor-luner. Dette lader ikke til at være tilfældet.

På avisen.dk kunne man d. 30 maj 2007 læse følgende:

"...Drop vasketøjet!," lyder ligestillingsminister Eva Kjer Hansens (V) råd til kvinderne.

"...Kvinder skal ikke gøre sig til husalfer, der servicerer manden i ét og alt. Hvis kvinder bruger alle deres kræfter på mad, hus og børn, er det klart, at de mangler tid til at gøre karriere. Kvinderne skulle blive bedre til at sparke deres mænd bagi, så de kunne komme i gang..."

http://avisen.dk/minister-kvinderne-spark-maend-roeven-300507.aspx

At man skal høre på sådan en omgang husmorævl på hjemmefronten er én ting. Det problem kan man skille sig fra. Men at dem, der allerede har gjort det, skal døje med sådan en tåbelighed i et minsterie, som oven i købet kalder sig "ligestillingsminister" (dette er simpelthen en fornærmelse af rang) er ikke sådan lige at skille sig fra.

Jeg synes du skal læse nedestående Fr. Eva Kjer Hansen:

"...Kvindernes lavere gennemsnitlige nettobidrag i den erhvervsaktive alder og længere middellevetid betyder, at en gennemsnitlig nyfødt pige over sit livsforløb kan forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler, hvis de gældende skattesatser, ydelsesindekseringer, udbredelse af ordninger osv. fastholdes gennem kvindens liv, jf. tabel 13.3. Til sammenligning forventes en gennemsnitlig nyfødt dreng at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv..."

Velfærdsrapporten, side 381-382.

- og så i øvrigt tænke over dit eget gode råd vendt en smule på hovedet:

"Drop hvidt arbejde!," lyder mit råd til mændene.

"Mænd skal ikke gøre sig til skaffedyr, der servicerer kvinden i ét og alt. Hvis mænd bruger alle deres kræfter på arbejde, kvindevelfærd og børnepenge til børn, de knapt må se, er det klart, at de mangler overskud til at vimse rundt med en støvsuger. Mændene skulle blive bedre til at sparke deres kvinder bagi (gerne hårdt), så de kunne komme i gang," siger jeg.

Mvh.

RI [Masterpiece]

Jeg havde sådan set ikke regnet med et svar. Og det fik jeg på sin vis heller ikke, da hun helt undveg den egentlige pointe. Ikke uventet naturligvis...hun er trods alt en kvinde.

Kære RI [Masterpiece]

Tak for din mail af 15. juni 2007, hvor du kommenterer på mine udtalelser om, at kvinder skal sparke deres mænd bagi for at få dem til at tage større ansvar i hjemmet.

Du skriver i din mail, at mænd bidrager mere til samfundet, end kvinderne gør, og at mænd derfor skal sparke deres koner bagi, så de kan komme i gang.

Jeg vil gerne nuancere din pointe en smule. Jeg tror, at en af grundene til at mænd bidrager mere til samfundet på papiret også skyldes, at der er nogle kvinder, der gør det muligt for dem. At mænd f.eks. i langt større udstrækning end kvinder besidder vellønnede lederjobs skyldes bl.a., at de ofte har en kone, der sørger for, at børn og hus fungerer derhjemme. Kvinderne laver så at sige det ulønnede arbejde, der skal til, for at manden kan arbejde 70 timer om ugen og tjene den gode løn. Jeg synes derfor ikke, at man kan se velfærdskommissionens regnestykke så entydigt, som du gør.

Måske skulle vi i stedet vende det hele lidt på hovedet og sige, at hvis både kvinder og mænd bliver bedre til at dele ansvar og arbejde imellem sig, kan alle parter være med til at bidrage til samfundet og samtidig deles om byrderne i hjemmet. Også for at alle ressourcer og kompetencer udnyttes bedst muligt. Det er en opgave, der kræver noget af både kvinder og mænd.

Tak fordi, du tog dig tid til at skrive og bidrage til en vigtig debat.

Med venlig hilsen

Eva Kjer Hansen

Allerede her mistede jeg faktisk tålmodigheden. Måske fordi jeg havde forventet en blanding af kvindagtig undvigelsesretorik blandt med en omgang spin og garneret med politisk korrekthed - men måske er det i virkeligheden bare det samme.

Kære Eva Kjær Hansen

Tak for dit svar på mail af 2. juli 2007. Jeg har et par uddybende pointer jer gerne vil af med og jeg skal gøre det så kort som muligt.

Du skrev bl.a:

“....Jeg vil gerne nuancere din pointe en smule. Jeg tror, at en af grundene til at mænd bidrager mere til samfundet på papiret også skyldes, at der er nogle kvinder, der gør det muligt for dem. At mænd f.eks. i langt større udstrækning end kvinder besidder vellønnede lederjobs skyldes bl.a., at de ofte har en kone, der sørger for, at børn og hus fungerer derhjemme. Kvinderne laver så at sige det ulønnede arbejde, der skal til, for at manden kan arbejde 70 timer om ugen og tjene den gode løn. Jeg synes derfor ikke, at man kan se velfærdskommissionens regnestykke så entydigt, som du gør. ...”

Eva...både du og jeg ved, at det argument virker begge veje. En af grundene til, at kvinder modtager så meget overførselsindkomst, som velfærdsrapporten med al ønskelig tydelighed viser, er, at den i aller-højeste grad består af mændenes bidrag til samfundet. Det er netop mændene der gør den slags muligt for dem. Når du påstår, at kvindernes ulønnede arbejde gør det muligt for deres mænd, at bidrage så meget til samfundet, så skal vi heller ikke glemme, at kvinderne i langt større udstrækning også bruger af den. Så du kan ikke på nogen måde undslippe, at mændene stadig er kollektivets skaffedyr. Kvinderne behøver bare ikke sige “tak” for det længere, fordi de ser aldrig den glade giver i øjnene. Velfærdstaten usynliggører dem simpelthen gennem skattefinanseret omfordeling.

Man kan endvidere, lidt kynisk og med et glimt i øjet påstå, at det ville være til mændenes kollektive fordel, at ophøre med så store bidrag til samfundet, fordi så ville der ikke være helt så meget råd til, at ansætte kvinder i den offentlige sektor, som bruger så meget tid på, at sublimere deres husmoderlige brok i den såkaldte “ligestillingsdebat”. Vel? Morsomt måske. Men ikke helt uden alvor.

For at skrive det ligeud, kære Eva, er det mit indtryk, at ligestillingsdebatten er latterlig i ørene på langt de fleste mænd, fordi de fleste af os egentlig ikke opfatter den som andet end en forretningsmodel for kvinder til at score overførselsindkomster, særbehandlinger, og til at skabe billige undskyldninger for at fortsætte det brokkeri, de ikke længere kan hælde ud over deres mænd i samme omfang som tidligere. Og når du...som oven i købet er socialminister og minister for ligestilling, stiller dig op i pressen og fortæller, at danske kvinder skal “sparke deres mænd bagi”, så må man vel spørge sig selv, om ikke det snart er på tide, at holde op med at deltage aktivt i førnævnte “bidrag”.

“...Måske skulle vi i stedet vende det hele lidt på hovedet og sige, at hvis både kvinder og mænd bliver bedre til at dele ansvar og arbejde imellem sig, kan alle parter være med til at bidrage til samfundet og samtidig deles om byrderne i hjemmet. Også for at alle ressourcer og kompetencer udnyttes bedst muligt. Det er en opgave, der kræver noget af både kvinder og mænd. ...”

Den er hørt mange gange før, men hvor vil du egentlig hen med det? Hvad er byrderne i hjemmet da? Er det et så neurotisk forhold til rengøring, at det enten må betegnes som tvangshandlinger, alternativt et smart redskab til at hævde sin egen vigtighed med, eller er det til forhandling hvad “byrder” egentlig er? Omfatter en byrde også alt det lort man eventuelt går og laver på huset, eller er det bare en hobby? Og hvad vedkommer hjemmets arbejdsfordeling egentlig dig? Se, det er denne sidste mærkværdighed, som egentlig udløste mit brev til dig. Fordi hvis den danske velfærdstat skal række sine lange arme så langt ind i privatsfæren, at en ligestillingsminister (og det er underforstået en kvinde – det kan næsten ikke være andet ) skal sidde og diktere arbejdsfordeling i hjemmet, så lever vi i noget der i hvert fald lugter bare lidt af et kommunistisk matriarkat, hvor produktionsredskaberne kaldes “human ressources”.

Mvh.

RI [Masterpiece]

Herefter fik jeg selvfølgelig et standardsvar om, at hun ikke havde yderlige at tilføje.