Femifascismen viser igen sit grimme ansigt

Allerede i starten af 1990'erne bekendtgjorde den amerikanske filosof Richard Rorty, at det 21. århundrede ville blive feminismens århundede i den forstand, at feminismen som ideologi ville blive navnet på dén udviklingsbærende metafysik i den vestlige verden.

Man kan meget vel se denne udvikling i forlængelse af afviklingen af alle modernitetens tidligere store fortællinger - kaldet postmodernisme - hvilket baner vejen for en delvist helt ny form for fortælling.

Feminismen kan beskrives som en totaliær ideologi, hvor det enkelte menneskes og samfundshelhedens interesser skal underordnes en bestemt og universel sandhed om mennesket. Ideologiens mål er at emancipere kvinden, der per definition opfattes i offertermer, fra manden, der per definition opfattes i krænkertermer. Denne målsætning er i dag en politisk korrekt selvfølgelighed og enhver kritik kan afvises med henvisning til, at den enten kommer fra manden som krænker eller fra manden som svag (manden kan som svag ikke betrages som offer i denne ideologi men kun som svag). Frigørelsen tager samtidig form af en inklusion af kvinder på arbejdsmarkedet og det offentlige samfundsliv, i første omgang gennem idéer om ligestilling, men i anden omgang gennem idéer om forrang (kvinder er bedre ledere etc.). Fordi manden per se italesættes som enten krænker og offergørende eller svag og ikke værd at høre på, og kvinden per se som offer og undertrykt lægger ingen mærke til, at den feministisk bårne inklusion af kvinden samtidig ikke bare immanent diskvalificere manden men også reelt efterhånden ekskluderer manden fra samfundet.