Otto Weininger

August 14, 2009 by Hammerschmidt

Otto Weininger var en østrigsk filosof, som især beskæftigede sig med kvindespørgsmålet og med den dengang fremstormende kvindebevægelse. Hans hovedværk var "Geschlecht und Charakter" (~køn og karakter) fra 1903, hvori han lægger hovedvægten på de seksuelle afartsformer og grundlægger sin teori om biseksualitet.

Her følger et par uddrag af ovennævnte bogs kapitel 6, "Die emanzipierten Frauen" (~de frigjorte kvinder), i min egen oversættelse.

(forfatterens egen fremhævning)

(...) Begrebet emancipation er dog flertydigt, og at forøge dens uklarhed havde alle de interesse i, som af ord ofte forfulgte praktiske hensigter, men som ikke formåede at bære de teoretiske eftersyn. Med en kvindes emancipation mener jeg hverken det, at det er hende, der fører regimentet i sit hus og at ægtemanden ikke længere vover nogen modsigelse, ej heller modet til at passere usikre omgivelser ved nattetid uden beskyttende ledsager; hverken en tilsidesættelse af konventionelle, samfundsmæssige modeller, som næsten forbyder kvinden at leve alene og ikke tåler, at hun aflægger en mand et besøg og som forbyder berøringen af seksuelle temaer, taget op af hende selv eller af andre i hendes nærværelse; til slut heller ikke søgningen efter en selvstændigt næringsvej, hvad enten handelsskolen, universitetsstudiet, konservatoriet eller lærerindeuddannelsesanstalten måtte være valgt som et middel til dette. Måske er der endnu flere ting, som alle sammen gemmer sig under emancipationsbevægelsens store skjolde, dog skal der foreløbig ikke kommes ind på disse. Den emancipation, som jeg har i tankerne, er heller ikke ønsket efter den udvortes ligestilling med manden, tværtimod er det problematiske her for forsøget på at nå til klarhed om kvindespørgsmålet kvindens vilje til at blive lige med manden i det indre, at nå til hans åndelige og moralske frihed, til hans interesser og hans skaberkraft. Og hvad der nu bliver påstået er, at kvinder ikke har behov og deraf følgende heller ingen evne til denne emancipation. Alle kvinder, som virkelig stræber efter emancipation, som er berømte nogenlunde med rette og på én eller anden måde åndeligt fremtrædende kvinder, udviser altid talrige mandlige træk, og hos dem er også for det skarpeste blik altid anatomisk-mandlige karakterer tydelige, og kropsligt et udseende der nærmer sig mandens. De af fortidens og nutidens kvinder, som af mandlige og kvindelige forkæmperer for emancipationsbestræbelserne altid bliver anført med navn som bevis for kvinders store præstationer, nedstammer alle fra de fremrykne, seksuelle mellemformer, man kunne næsten allerede sige de mellemtrin, som lige knap og nap regnes for "kvinder".

(...) Men hvad nu angår det store antal af emanciperede kvinder, om hvilke der ikke foreligger vidnesbyrd om lesbiske følelser, så råder vi her næsten altid over andre indicier, som beviser, at det ikke er nogen vilkårlig påstand og heller ikke er nogen smålig, havesyg egoisme, som er gerrig efter at lægge beslag på alt for mandekønnet, når jeg taler om alle kvinders mandlighed, som man ellers med nogen ret anfører som kvindens højere evner. For således som de biseksuelle kvinder enten står i kønsligt forhold til mandige kvinder eller kvindelige mænd, således vil også de heteroseksuelle kvinder stadigvæk åbenbare deres indhold af mandlighed derved, at deres seksuelle modstykke på mændenes side aldrig vil være en rigtig mand.

(George Sand var et forfatterpseudonym for kvinden Amandine de Francueil)

(...) Og hvad de emanciperede kvinder angår: Kun manden i dem er det, som vil emancipere sig. Det har en dybere grund, hvorfor de kvindelige forfattere så ofte tager et mandenavn.; de føler sig netop næsten som mand, og hos personer som George Sand stemmer dette overens med deres tilbøjelighed til mandlig klædning og mandlig beskæftigelse. Motivet til at vælge et mandligt pseudonym må ligge i følelsen af at et sådant svarer til deres egen natur; det kan ikke grunde i ønsket efter større agtelse og anerkendelse fra offentlighedens side. For hvad kvinder producerer har fra begyndelsen af som følge af det dermed forbundne kønslige pikanteri vakt mere opmærksomhed end, ceteris paribus (~alt andet lige), mænds frembringelser, og er, pga. de fra starten af stadigt lavere synkende krav, altid blevet behandlet overbærende, og når det var godt altid blevet lovprist højere end hvad mænd havde ydet som var lige så godt. Således er det særligt nutildags, og kvinder kommer hele tiden til anseelse via produkter, som man næppe ville tage notits af, hvis de havde haft mandligt ophav. Det er på tide her at sondre og frasortere. Man kan til sammenligning bare tage de mandlige frembringelser, som litteratur- , filosofi-, videnskabs- og kunsthistorien lader gælde og kan tage disse som målestok; og man vil se det alligevel ikke ubetragtelige tal af de kvinder, som igen og igen bliver anført som betydelige ånder, lige med det første skrumpe ynkeligt sammen.

(...) Den sædvanlige indskydelse, som også nu bliver gjort, lyder derpå, at historien intet beviser, da bevægelsen først måtte skaffe sig plads til en uhæmmet, fuld åndelig udvikling af kvinden. Denne indvending ser bort fra, at der til alle tider har fandtes emanciperede kvinder, et kvindespørgsmål, en kvindebevægelse, om end i de forskellige epoker med forskellig livlighed; indvendingen overdriver altid de vanskeligheder, som der fra mandens side bliver gjort mod de efter åndelig dannelse stræbende kvinder, og som tilsyneladende også netop nu igen bliver gjort; indvendingen overser desuden på den anden side, at den virkelige kvinde heller ikke i dag gør krav på emancipation, men at kun mandlige kvinder helt igennem gør dette, som mistolker deres egne natur og ikke indser deres handlingers motiver, når de tror at tale på vegne af kvinden.
Som enhver anden bevægelse i historien, således var også kvindebevægelsen overbevist om at de var noget førstegangs og nyt og aldrig havde været der før; dens forkæmperinder lærte, at kvinden indtil nu havde tørstet i mørke og var lagt i lænker, mens hun først nu begynder at begribe og gøre krav på sin naturlige ret. Således som for enhver anden historisk bevægelse, således har man dog også for kvindebevægelsen kunnet følge analogier længere og længere tilbage; ikke kun i social henseende fandtes der i oldtiden og i middelalderen et kvindespørgsmål, men også for den åndelige emancipation var produktive kvinder til for længst svundne tider beskæftiget via deres ydelser såvel som mandlige og kvindelige apologeter for det kvindelige køn via teoretiske fremstillinger. Således er da den tro helt forkert (som har givet så meget iver og friskhed til kvindesagskvindernes kamp) at kvinderne på nær de sidste par år endnu aldrig har haft lejlighed til uforstyrret udfoldelse af deres åndelige udviklingsmuligheder.

(...) Er det ikke meget påfaldende, at kvindeemancipationsbestræbelserne i verdenshistorien forekommer at optræde i konstante intervaller; i visse sig selv lige blivende tidsmæssige afstande?
I det 10. århundrede, i det 15. og 16. og nu igen i det 19. og 20. har der efter al vurdering været mange flere emanciperde kvinder og en stærkere kvindebevægelse end i de mellemliggende tider. Det ville være forhastet allerede at grundlægge en hypotese herpå, dog må man imervæk holde den mulighed for øje, at der her foreligger en gevaldig perioditet, således at der pga. denne i regelmæssige faser formår at blive født flere tvekønnede, og at flere mellemformer kommer til verden end i intervallerne. Hos dyr er sådanne perioder i beslægtede anliggender blevet iagttaget.

(...) Her er der naturligvis ikke tale om de økonomiske forhold, som kan tvinge selv den børnerige prolatariers mest feminine kone ud på fabrikken eller byggearbejdet. Sammenhængen mellem kvindespørgsmålet og den industrielle og erhvervsmæssige udvikling er meget løsere end den sædvanligvis bliver fremstillet af især socialdemokratiske teoretikere, og endnu mindre består der en årsagsmæssig forbindelse mellem de bestræbelser, som er rettet mod den åndelige og de, som er rettet mod den økonomiske konkurrenceevne. I Frankrig f.eks. er det aldrig rigtig lykkedes en kvindebevægelse at slå rødder, selvom landet har frembragt 3 af de mest fremstående kvinder, og dog er i intet europæisk land så mange kvinder beskæftiget med selvstændige forretninger end netop dér. Kampen om det materielle udkomme har altså intet at gøre med kampen om et åndeligt livsindhold, hvis der af en gruppe kvinder virkelig føres en sådan, og bør skarpt adskilles fra denne.