Hvor er ord besynderlige!

Jeg tror vi skal til at ændre opfattelse en smule

Kvinder er kvinder og nogle mænd er rigtige mennesker.

Det eneste vi helt sikkert dør af, er akcepten af at alt er lige godt.

Vi er uenige -
vi slås -
vinderen for lov til at slås videre -
Hvis vinderen er dygtig lever hans gener i flere generationer.
Der er ingen regler, intet der er fint eller ufint.
Det handler kun om at vinde, alt andet er ligegyldigt.
To mod éen giver bedre chancer for at vinde.

Vi har tabt uskylden ved at bo i et velordnet retfærdigt fædreland.
Vi tabte den til nogle røde der røg hash og infiltrerede skolesystemet.
De generationer der lever idag aner ikke hvad jeg snakker om.
Jeg har tabt!
Vinderne forstår bare ikke at deres idioti om at alt er godt gør dem til nemme ofre for dem der vil have deres plads.
Ved at indoktrinere mine børn, tabte mine børn.
De går rundt og er fede, glade og dumme og tror alt er godt og at det er synd for negrene!
De aner ikke at de ikke har nogen fremtid.

Det bliver sgu' hårdt at vende den skude!

Vi kan starte med at forlade vores kvinder, hvadenten de er dem der har vendt os ryggen eller ej. Vi kan ikke vinde sammen med nogen kvinder.
Vi kan hellerikke vinde sammen med alle mænd, kun med nogle få.

Chancerne er gode fordi de fleste er fede og dumme og aner ikke at der er noget galt.

Den eneste fred er magt, bag vores magt er der fred til kvinder og børn!

Den væbnede fred
Af Peter Béliath

Fred var i førkristen tid ikke et pacifistisk begreb. For vore forfædre betegnede fred noget aktivt og væbnet, og der gik en lige linje fra fred til blodhævn.

Mange nyhedninge render rundt med den sære forestilling, at de helt uden kultur- og idéhistorisk indsigt sådan vupti kan springe over de seneste tusind år og ind i oldtidens tankeverden. Det kan de afgjort ikke.

Akkurat ligesom begreberne krig og magt radikalt har ændret betydning i de seneste århundreder, således har også begrebet fred ændret mening. Den pacifistiske fred er et barn af kristendommen og humanismen, og vore førkristne forfædre ville umuligt kunne genkende ordet fred i den betydning, som det bliver brugt i dag.

Helt åndssvagt var det tilbage i 1960¹erne og 70¹erne, hvor politiske aktivister (mestendels kommunister og socialister, der drømte om at blive underlagt Sovjetregimet) rottede sig sammen i en såkaldt fredsbevægelse og
valgte den yngre futharks yr-rune som logo! Det er da en blasfemi og et politisk misbrug, der vil noget.

Pacifistisk fred

Den moderne betydning af fred er formet efter Jesu bud om at vende den anden kind til. Der er således tale om en form for verdensforsagelse, som var vore asatroende forfædre fremmed.

Den moderne fred er ikke alene passiv, den er direkte passiviserende. Den afvæbner og knægter al folkelig modstandskraft, den nedbryder den åndelige styrke, der gør et folk levedygtigt. Det afvæbnede folk er dådløst, uheroisk og søger dækning bag materielle ”goder”. Det afvæbnede folk består af historieløse tryghedsnarkomaner, som er mentalt trælbundet til en virkelighedsopfattelse, der dikteres af den politiske magt. Den magt, der for tiden antager flere og flere totalitære præg, komplet med tvangsaktivering, tankekontrol og digital overvågning af borgerne. Lidt inspiration ! Huxley har også skrevet en uhyggelig "fremtidsvision", nemlig den herostratisk berømte "Brave New World".
Præcis således, med den moderne kristne/humanistiske fredsopfattelse indgivet med modermælken, står det vestlige menneske aldeles modstandsløst over for forbrugerismen, globalismen og universalismen, der efterhånden holder hele verden i et monokulturelt jerngreb.

Se jer omkring, hvor meget er der tilbage af dansk kultur?

Nej, jeg taler ikke om pastor Søren Krarups småborgerlige og forskræmte nationalisme, men om den autentiske danske kulturånd, om Nordens kæmpeånd, der stadig kunne få det til at bruse stridbart i Adam Oehlenschlägers og
N.F.S. Grundtvigs vers, og som ytrede sig som en særlig djærvhed og faustisk udlængsel og erobringslyst i Johannes V. Jensens og Karen Blixens forfatterskab.
Hvor er stoltheden? Hvor er friheden, ikke den liberalsocialistiske floskel, men den sande frihed? Hvor er ånden, der forhen bandt folk sammen i slægter? Hvor er den danske fællesskabsfølelse og kulturelle identitet? Hvor
er kunsten, hvorigennem folkesjælen skulle finde sit udtryk?
Alt sammen er det ofret på den fredsommelige humanismes alter!

Aktiv fred

Vil man ind på livet af vore førkristne forfædre, kan man næppe gøre noget bedre end at læse Vilhelm Grønbechs Vor Folkeæt i Oldtiden (1909-12; genudgivet på Gyldendal i revideret form i 1955 det er denne udgave, der
her refereres til).

Grønbech (1873-1948) er ikke ligefrem på mode for tiden, dertil er hans forfatterskab vel for krævende, og hans metode for ”uvidenskabelig” og åndfuld. Men Grønbech er uden diskussion den største religionshistoriker, Danmark har fostret. Han havde en sjælden indlevelsesevne, han skrev levende og meddigtende om de religiøse fænomener, ja, han drister sig sågar til at invitere læseren med til blót og kultdrama i Vor Folkeæt i Oldtiden. Den
engelsksprogede version, The Culture of the Teutons (1931), indbragte forfatteren stor respekt i udlandet.

Om begrebet fred skriver Grønbech: ”Om noget ord i sig bærer mærke af kristendommens og humanismens omformende indflydelse, da er det Ofred”. Hvis vi nærmere undersøger den gamle betoning af ordet, vil vi i det finde noget stridt, noget håndfast, som nu er omskiftet til veghed. Det var i tidligere tid ikke så passivt som nu, indeholdt mindre hengivenhed og mere vilje. Det rummede også et lidenskabeligt element gammen, i den gamle betydning af ordet, som nu er gået under i kvietisme, hvad er det?. Men så meget siger ordet utvetydigt, at den kærlighed der bandt frænderne sammen, ikke skal tages i moderne følelsesfuld betydning; frændskabets grundtone er sikkerhed, tryghed. Der hersker fred mellem frænderne. Det vil først og fremmest sige gensidig urørlighed. Så stærkt de forskellige frændeviljer kan tørne sammen og brydes, så stædige de enkelte hoveder kan være efter deres lod af visdom, kan der aldrig blive tale om anden strid end den hvorigennem tanker og følelser arbejder sig sammen til ligevægt. Vi behøver ikke tvivle om at gode frænder kunde blive uenige til gavns, men hvordan sagen end stod, skulde, vilde afgørelsen nødvendigvis ske i fred og til fred² (side 32).

Fredens tvangsmagt

Fred er altså det, der binder frænder sammen. Men fred og frændskab forpligter. Vi kender det fra de islandske sagaer: man må hævne sine frænder. I den forbindelse taler Grønbech om ”fredens tvangsmagt” (side 44),
dvs. pligten til at stride for sine frænder.

”Freden er noget aktivt, som ikke blot leder frænderne til at skåne hinanden; den tvinger frænder til at antage sig hinandens sager, hjælpe hinanden, stå inde for hinanden, bare vore ord ikke havde så mange sentimentale associationer i sig. Frænder er hinandens gerningers gørere,” forklarer Grønbech (side 39).

”Om at tage afstand fra sine frænders handlinger og hævde et personligt, neutralt standpunkt, derom kunde der ikke være tale. En mand bringes hjem, livløs. Spørgsmålet om hvad han har gjort, i det hele taget om hans fortid, synker langt tilbage i den mørkeste baggrund. Faktum står: han er vor frænde. Undersøgelsen gælder: Falden for mennesker eller ikke? Sår? og hvilke? Hvem er banemanden? Og derpå vælger frænderne deres fører eller samler sig om den fødte eftermålsmand og tilsiger ham al hjælp til at forfølge sagen, med våben eller med proces. Drabsmandens fredfæller ved meget godt hvad det gælder; de ved at hævnen er ude efter dem. Så simpel og retlinet er freden. Den regner kun med kendsgerninger, ikke med betragtninger over de personlige præmisser som drog denne voldelige konklusion med sig” (side 43).

Stof til eftertanke

Som man kan se, er der uendelig stor forskel på det kristne og humanistiske fredsbegreb, som mange nyhedninge slæber rundt på, og så den autentiske germanske fredsopfattelse, som udgjorde centret i den forne sæds krigerkultur. Lad os konkludere med Grønbech:

”Oldtidens mennesker bliver sunde og velnærede i fredens tryghed, alt er ligevægt og nøgternhed. Det er da naturligt at trygheden danner betydningscentret i de ord som Germanerne helst bruger om sig, ord som sib og fred. Tryghed, men med en tydelig klang af noget aktivt, noget villende og handlende, eller noget der i hvert fald stadig ligger på spring til at handle. Medens et ord som latinsk pax først og fremmest, fører tanken hen på nedlæggelse af våben, på en ligevægtstilstand som skyldes fraværelse
af forstyrrende elementer, så betegner fred noget væbnet, beskyttelse, forsvar eller også en fredskraft, som holder mennesker venligsindede. Selv når Germanerne taler om at slutte fred, så er grundforestillingen ikke den at uroselementer fjærnes og alt synker til hvile, men at der indpodes en fredens kraft i de stridende.” (side 51-52).

Lad dette være stof til eftertanke for de nyhedninge, der strør om sig med klichéen ”til år og fred”.