P. J. Möbius

March 11, 2010 by Hammerschmidt

Nu fik jeg endelig læst "Über den physiologischen Schwachsinn des Weibes" (om kvindens fysiologiske svagsind) af doktor P. J. Möbius, som var neurolog i Leipzig omkring forrige århundredeskifte. Jeg kan absolut anbefale den, selvom jeg ikke er enig med ham i alt.

Jeg synes det er imponerende, hvordan nogle allerede dengang var i stand til at indse, at et folk, hvor feminismen vandt udbredelse, nødvendigvis måtte udrydde sig selv som en konsekvens heraf pga. de lavere fødselsrater og samfundets sammenbrud, således at et feminist-folkeslag blot ville blive overvundet af andre ikke-feministfolkeslag før eller siden, det er kun et spørgsmål om tid. Skræmmende, hvordan hans forudsigelser fra dengang har vist sig at holde stik; feminisme får et land til at udrydde sig selv, hvorefter landet bliver overtaget af nogle andre hanner, der har bedre styr på deres hunner. Det er jo lige præcis det der sker i øjeblikket med Europa.

Til de ikke-tyskkyndige har jeg her oversat et par uddrag, som jeg mener bedst indfanger essensen:

(...)

Alle intellektuelle kvinder, som der indtil nu har været, har ikke ydet så meget som en eneste stor mand, og alligevel er de næsten alle blevet skadet, og ligeså er deres efterkommere. Den største skade er naturligvis ufrugtbarheden, når den antager store dimensioner.

(...)

Det er instinktet, som nu engang får kvinden til at ligne et dyr (tierähnlich), ganske enkelt. I dette hviler hendes ejendommelige kraft, det gør hende beundringsværdig og tiltrækkende. Denne lighed med dyrene (Tierähnlichkeit) hænger sammen med mange kvindelige særegenheder. Først og fremmest den manglende bedømmelse. Hvad der gælder som sandt og godt, det er sandt og godt for kvinderne. De er strengt konservative og hader det nye, undtagen selvfølgelig det nye, som bringer dem en personlig fordel, eller hvis kæresten er optaget af det. Således som dyrene altid har gjort det samme i uendelige tider, således ville også menneskearten, hvis der kun fandtes kvinder, være forblevet i dens urtilstand. Al udvikling kommer fra manden. Derfor hænger kvinden ofte fast ved ham som et blylod; hun forhindrer megen uro og anmassende nyskabelse, men hun hæmmer dog også den ædle, for hun formår ikke at skelne det gode fra det onde og indordner uden videre alt efter sædvanerne og hvad folk siger. Manglen på kritik kommer også til udtryk i suggestiviteten (ie:modtagelighed for suggestion). Instinktet hersker ikke, som hos dyret, næsten helt alene, men er forbundet med individuel tænkning. Denne er dog ikke kraftig nok til at stå alene og må støtte sig til fremmed tænkning, som forudindtagethed, kærlighed eller forfængelighed lader fremstå som troværdig. Således fremkommer den tilsyneladende selvmodsigelse, at kvinderne som vogtere af gamle skikke dog alligevel render efter enhver mode, er konservative og dog tager enhver absurditet til sig, såsnart der bliver suggereret behændigt. Med fjernelsen af det oprindeligt instinktive, med jeg-dannelsen og med væksten af den individuelle tænkning, vokser samtidigt også egoismen, eller snarere det pga. sin natur egoistiske individ, som, også ubevidst handler til de andres gavn sålænge det kun adlyder sine drifter, vil komme til at handle imod de sociale drifter, når det begynder at tænke. Først med en høj åndelig udvikling kommer også indsigten om at ved at fremme den almene gavn, fremmer man også derved ens egen gavn. De fleste kvinder forbliver i mellemtilstanden. Deres moral er helt i gennem følelsesmoral eller ubevidst gøren det rigtige (Rechttun), begrebsmoralen er utilgængelig for dem, og refleksionen gør dem kun ringere.

(...)

Antager man, at feministerne havde fået opfyldt deres mål, hvorved kvinderne havde bemægtiget sig alle mandens næringsveje og rettigheder, så ville resultatet i bedste fald være ubrugeligt. For kvinderne ville allerhøjst yde det selvsamme som mændene allerede før havde præsteret, bare gentaget om igen. Men arbejdernes antal ville blive fordoblet og arbejdets kvalitet ville blive formindsket. Det ville allerede i sig selv være slemt nok, men et ringe onde i sammenligning med de yderligere konsekvenser. For fødselstallet ville derefter også falde enormt, fordi ægteskabsindgåelserne ville blive meget sjældnere og der ville kommer færre børn ud af de færre ægteskaber. Nu om dage drives de fleste piger til ægteskab, fordi de følger deres instinkt og fordi de vil forsørges. Bliver de ansporet til eftertanke og kan de finde deres udkomme uden en mand, så bliver deres naive egenkærlighed til en raffineret egenkærlighed, og netop de klogeste af dem vil undgå ægteskabet. Desuden kan den mande-lignende kvinde også friste manden langt mindre end den naturlige. At ægteskaberne ville blive børnefattige, det er selvoplagt, for den nye kvinde kan ikke føde mange børn og vil det heller ikke. Det ville blive ægteskaber uden børn, med ét barn, allerhøjst to. Skulle der i nogle tilfælde komme et højere børneantal, enten via mandens vilje eller på anden vis, så måtte enten konen eller børnene lide nød, for konen måtte ofre børnenes tarv for karrieren eller omvendt. Desuden ville børnenes kvalitet fra første færd lade alt tilbage at ønske, for hjernedamerne (Gehirndamen) udmærker sig ikke via kraft, og der mangler modermælk. Kort sagt, befolkningen formindskes hurtigt både i tal og beskaffenhed, befolkningen indtræder i alderdommen. Da hele menneskeheden på ingen måde deltager i kvindens omvæltning, så må et feminist-folk bukke under overfor sine naboer og resterne af det vil blive opløst i andre sundere folkeslag.

(...)

Ingen ide stråler mere end frihedens, den har opnået en suggestionens kraft helt uden sammenligning under liberalismens lavineagtige opsvulmen. Alt skulle befris og derfor også kvinden. Kvindens frihed betyder den berusende suggestion. Frihed fra hvad? Naturligvis fra alle bånd, skulle det nødvendigvis have heddet, frihed fra fordomme, frihed fra manden, frihed fra barnet. Så konsekvent var man i sandhed ikke, nu hed det som det næste: Menneskerettigheder. At der ikke findes abstrakte mennesker var ligegyldigt, kvinden skulle ophøre med at være en kvinde, hun skulle blive ”et frit menneske”. Med denne madding bliver fiskene endnu fanget den dag i dag. Ved nærmere betragtning må man sige, at der er stor forskel på om det er manden eller kvinden der overgiver sig betingelsesløst til frihedens suggestion. For manden, hvad enten han er en fysisk omstrejfende jæger eller en åndeligt omstrejfende tænker, er en vis grad af frihed en livsfornødenhed. Den naturlige kvinde ønsker slet ingen frihed, hendes lykke afhænger direkte af bundetheden. Det har at gøre med forskelligartetheden af deres formål. Mandens ensidige liberalisme er en overdrivelse, en gåen for vidt på den rigtige vej, kvindens derimod er imod naturen, en forkert vej. Man kan derfor ikke sige, at mandens individualisme, også selvom den fører til fejlagtigheder, nødvendigvis forudsætter en sygelig beskaffenhed. Man må dog sige, at den kvindelige individualisme ikke er mulig uden en sådan. Hvori består den sygelige beskaffenhed, som gør kvinden modtagelig overfor frihedens suggestion? Den moderne nervøsitet. Et væsentligt kendetegn ved formen på den udartning, som vi kalder nervøsitet, består i at de naturlige drifter bliver usikre. Jo sundere et menneske er, desto mere afgørende er det mand eller kvinde. Men hos det nervøse menneske optræder der mand-kvindelige træk, feminine mænd og maskuline kvinder opstår.