Følgende er et uddrag fra bogen "Velfærdsstat og socialpolitik" af Jan Plovsing, Handelshøjskolens forlag 2004, side 17.
Som det fremgår, må en høj erhvervsfrekvens for kvinder nødvendigvis medføre øgede offentlige udgifter i forbindelse med pasning af børn, barselsorlov, deltidsordninger osv. osv. Dermed må staten, for at finansiere dette, hæve skatterne og det er stadigvæk mændene, der er nettobidragsydere til statskassen, i modsætning til kvinderne, der er nettobidragsmodtagere (jf. velfærdsrapporten).
Dermed ender vi i den selvforstærkende effekt, vi ser i øjeblikket; jo flere kvinder, der får "karriere" via statens kvote-terror og positive særbehandling, jo flere offentlige udgifter medfører dette, dels fordi kvinder oftere kun egner sig for jobs i den offentlige sektor, dels også fordi kvinders øgede erhvervsfrekvens medfører øgede sociale udgifter for staten (børnepasning osv. ...). Dermed må staten hæve skatterne, og der er først og fremmest mændene, der kommer til at betale disse øgede skatter. Jo flere skatter, mændene bliver pålagt for at yde en større indsats på arbejdsmarkedet (man bliver i Danmark straffet for at arbejde hårdere), jo mindre lyst og motivation får disse mænd til at arbejde. I grunden logisk, for hvad skulle formålet være med at give den en ekstra skalle, når det udelukkende medfører at du bliver straffet økonomisk for det? Derfor trækker flere og flere mænd sig væk fra arbejdsmarkedet, bliver "tabermænd" på sofaen med en pilsner i hånden. Og dette medfører tab for staten pga. mistede skatteindtjening, således at staten må hæve skatterne endnu mere, som vil medføre ... osv. osv.
Alt i alt er kvinder på arbejdsmarkedet således en vej, der fører ud over afgrunden økonomisk.
