Jeg er i den senere tid, selv af venner og bekendte, blevet beskyldt for at være mandschauvinist.
Det mener jeg ikke selv jeg er.
Jeg præsenterer her min opfattelse af de to køn, så kan du selv vurdere om, du mener, at jeg er mandschauvinist eller ej.
1. Jeg mener, kønnene er fundamentalt ligeværdige.
2. Jeg går ind for formel ligestilling. Kønnene bør være stillet lige for loven. De samme rettigheder og pligter bør gælde for begge køn, og de to køn bør i samme grad have muligheden for at deltage i det samfundsmæssige liv. Givet de er villige, i samme grad, til at ofre dét, en sådan investering i samfundslivet koster.
3. Jeg mener begge køn er fuldt ud mennesker, og i lige høj grad. Det giver ikke nogen mening at definere menneskeheden ved halvdelen af dens medlemmer. Som mennesker med fri vilje har både kvinder og mænd evnen til at gøre godt og til at gøre ondt her i verden. Både kvinder og mænd må kunne stilles til regnskab og holdes ansvarlige, når de gør noget forkert. Ligeledes skal kvinder og mænd have den rette ære der tilfalder, eller burde tilfalde, mennesker der gør gode ting.
Alt dette skal ske på indvividplan. Køn skal slet ikke spille en rolle her.
Som opsummering af ovenstående, kan det siges, at jeg mener mænd og kvinder er lige som mennesker og har lige værd som mennesker. Både mænd og kvinder kan være rationelle væsener, med en fri vilje og bør derfor kunne deltage i samfundslivet på lige fod og holdes ansvarlige, hvor nødvendigt - og, gives kredit, hvor fortjent.
Kort sagt 'lighed for loven' og lige muligheder ved lige parathed til offer - formel ligestilling.
Så lang så godt. Det bringer mig videre til det næste ligestillingsbegreb. Substantiel ligestilling.
Mange i dag, specielt folk på venstrefløjen og feminister, mener ikke, at lighed for loven er en god ting.
Hvad? Spørger læseren nu måske.
Jow, de siger ganske vist, de er for lighed for loven og formel ligestilling, men deres handlinger afslører dem, for det de politisk kæmper for er substantiel ligestilling - ikke formel ligestilling.
Problemet er her måske uerkendt fra feministernes side. Jeg er sikker på at langt de fleste feminister har gode intentioner, og også er - i det store hele - forholdsvis gode mennesker - om end ikke alt for klartseeende på det filosofiske område.
Problemet med substantiel ligestilling er nemlige, at den kun er kompatibel med formel ligestilling i ét tilfælde ud af uendligt mange tilfælde, hvor den ikke er det.
Hvis kønnene er fuldstændig ens, og ikke blot lige, vil formel ligestilling, over tid, bevæge sig hen imod substantiel ligestilling - helt automatisk. Det kan ikke være anderledes. Det er lige så sikkert som at atomer vil fordele sig så koncentrationen er ensartet i en gas, for eksempel.
Hvis kønnene ikke er ens, det vil sige, hvis de ikke, statistisk sat, har samme gennemsnit og variation, hvad en række talenter, evner og lyster angår, vil formel ligestilling ikke lede til substantiel ligestlilling.
Det er da stadigt muligt at opnå substantiel ligestilling, men det kan da kun foregå på bekostning af formel ligestilling.
Jeg er overbevist om at teorien om at mænd og kvinder er forskellige, statistisk set, er mere rigtig end teorien om at de er helt ens.
Bemærk, der er ikke behov for store forskelle for at få forskellige slutudfald.
Hvis vi antager at mænd og kvinder ikke er ens, bliver vi nødt til at vælge mellem formel og substantiel ligestilling.
Her vælger jeg klart formel ligestilling. Den har en lang række fordele frem for substantiel ligestilling.
Kort sagt er den eneste fordel ved substantiel ligestilling, at den ser godt ud på papiret, set med nutidens øjne. Den giver nogle flotte fifty-fifty fordelinger, så vi kan sige til de andre lande i verden at vi her i Skandinavien er foran. At vi er progressive. Ha! Hvilken illusion.
Ulemperne ved substantiel ligestilling er mange. Den er dyr, fordi den skal etableres i modstrid med individers ønsker og behov og talenter og evner.
Den er uretfærdig fordi den ikke fordi lader em der vælger at investere ekstra i et givent felt, høste ekstra frugter inden for dette felt.
Den er også uretfærdig fordi den ikke tager højde for folks personlige historie.
Den er farlig, fordi den ikke kan konkurrre med andre strategier, såsom formel ligestilling. Den er altså selvdestruktiv på et samfundsmæssigt plan, såvel som destruktiv på individplanet.
Nu kommer vi til fordele og ulemper ved formel ligestilling.
Der er kun en ulempe. Den ser ikke godt ud på papiret, igen, set med vor tids øjne.
Måske skulle vi grave lidt dybere og se på, hvorfor den ikke ser godt ud med vor tids øjne. For bag ligger jo et ideal.
Et politisk ideal.
Idealet om at det højeste mål og alt godt og rigtigt kan defineres ved én ting.
Nemlig ved at alle mennesker, uanset køn, er fordelt ens inden for alle områder af livet inden for alle ervherv og så videre.
Det resultat får vi ikke ved formel ligestilling.
Til gengæld er formel ligestilling retfærdig, naturlig ( det vil sige den er ikke som ideal i modstrid med de retninger hvori naturen trækker os som individer ).
Den er billig, den kræver ikke noget stort apparat til at skulle opretholdes. Der er sikkert flere fordele.
Pointen er, formel ligestilling er langt bedre end subtantiel ligestilling. Alligevel er mange feminister i dag åbenbart parat til at give køb på de intrinsiske goder og fordele der er ved formel ligestilling for blot at få den eneste (illusoriske) fordel, der er ved formel ligestilling.
Det ligner noget vi før har set i historien, det at ville opfre en lang række værdier for blot at realisere ét politisk ideal.
Så nej, jeg er ikke mandschauvinist, jeg ser blot hvordan tingene hænger sammen.
diskrimination