kvinder
I Politikens kronik af 8. september 2006 kaster Bente Christensen om sig med beskyldninger mod mænd og drenge.
Bente Cristensens hovedtese, at mænd koster samfundet dyrt, er totalt forkert, men alligevel vil jeg gerne gå i detaljer med resten af kronikken.
Hvordan kan I - uden at fortrække en mine - påstå, at vi i Danmark lever i et samfund, der prioriterer mænd på bekostning af kvinder?
Se på tallene fra velfærdsrapporten.
En gennemsnitlig nyfødt pige kan over sit livsforløb forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler. [...] Til sammenligning forventes en gennemsnitlig nyfødt dreng at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv.
Kvinder lever, delvis følgeligt af at der bruges flere penge på dem, også meget længere end mænd.
Argumentet om at de fleste bestemmere i samfundets top er mænd, og derfor forfordeler mænd, holder ikke.
For de mænd bruger netop ikke den magt til at forfordele almindelige mænd, men derimod til at købe stemmer i den største vælgergruppe, der - igen fordi kvinder lever længst - klart består af kvinder.
Feminister vil gerne have endnu mere til kvinder, hvoraf de igen vil leve endnu længere end mænd og da udgøre en endnu større overvægt i det demokratiske system. Men er det fair feminister. Er det i kæmper for fair? Er det ligestilling?
Udover at kvinder udgør den største vælgergruppe, agerer disse alfahanner også på deres naturlige instinkter, der tilsiger dem at beskytte kvinder og børn. Andre mænd er nærmere en slags konkurrenter.
Så uden dette fejlagtige argument på hånden, kære feminister, hvordan kan I da påstå, at vi lever i et samfund der forfordeler mænd?
CEPOS har de seneste dage været en del i pressen på grund af en udregning, der viser at hver nyfødt barn i Danmark i sit livforløb vil give et undersked på 800.000kr i forhold til det offentlige.
Splitter man imidlertid undersøgelsen op i drenge og piger ændrer tallet sig noget, og det viser sig at drenge bliver nettoydere - de giver overskud i forhold til det offentlig. Piger giver stort underskud.
Med andre ord drenge betaler for piger. Mænd betaler for kvinder.
Jeg hørte ordet 'sammenhængskraft' brugt i samfundsdebatten for første gang for mindre end et år siden. Der var umiddelbart noget ved ordet, der ikke virkede autentisk.
Hvorfor skulle dette nye ord nu lige pludselig have en så prominent placering i debatten om vores samfund og dets fremtid?
Og hvad betød ordet egentligt?
I fysik og kemi taler man om kohæsion. Naturlige kræfter der binder molekyler sammen, og dermed får dem til en fremstå som en samlet masse eller substans.
Men kan det lange og klodsede - ja decideret syntetiske - ord sådan uden videre overføres som begreb for noget der er virkeligt i samfundet og i relationer mellem mennesker?
Nej.
Der er ikke nogen naturkraft, der binder individer sammen, i hvert fald ikke uden for den nærmeste familie. Det er ren romantik at tro det.
Vil vi forstå forholdet mellem stat, religion og civilsamfund, må vi ty til et andet, men alligevel beslægtet begreb.
Gensidighed.
Politiken starter det nye år med en artkikel om forholdet mellem kønnene.
Lad os se lidt på den:
Den moderne mand forvandler sig til en effektiv tunge og et par fiffige fingre, når han træder ind i sit eget soveværelse.
For det, der ligger ham mest på sinde, er, at hans kone, kæreste eller elskerinde får orgasme.
Hvis dette mønster - at en mands værdi primært skabes igennem det han gør og er for kvinder - kun begrænsede sig til soveværelset, ville det egentligt ikke være noget stort problem.
Kvinder vil have mere stat, for staten gør dem uafhængige. Tror de.
Kvinder elsker at modtage - ja, hvem gør ikke det.
Førhen modtog kvinder fra deres ægtemænd (produktion), og ægtemanden fik sex til gengæld (reproduktion).
(Dette mønster finder vi for i øvrigt overalt i dyreverdenen, prøv bare at google "nuptial gifts". )
Denne implicitte (og husk: expliciter den aldrig, i en konkret situation, det vil ikke gavne dig) kontrakt afspejlede den gensidighed naturen har begavet os med.
Ved statsdannelsen opstod en ganske ny situation. Ægtemanden var pludselig overflødig, ja ligefrem afhændelig, for staten skulle nok sørge for at kvinden fik hvad hun havde brug for.
Men hvis staten er en sugardaddy der giver til kvinder, hvad får da staten tilbage? En mand fik da sex, men en stat kan vel ikke få sex, vel?
