http://mirrorofthesoul.blogspot.com/2008_05_01_archive.html#3391...
Jeg har lige oversat et indlæg fra Mirror of the Soul.
Perspective 132
Der er en del af os som kan lide at mene at en mand aldrig er større end når han bøjer sig for at hjælpe et barn, især hvis det ikke er hans eget.
Dog, den sociale kontrakt i ægteskabet er slet ikke baseret på den idé overhovedet.
Den er faktisk lige det modsatte.
Ægteskabet eksisterer for at sikre, for en mand, at:
1) Chancen for at en kvinde føder hans børn er større.
2) Frugten af hans arbejde kommer hans egne børn til gavn - ikke en anden mands børn.
Gifte mænd er økonomiske slaver og deres slaveri er til gavn for deres børn.
En mand kan aldrig være sikker på at hans barn virkelig er hans, mens en kvinde altid ved at det er hendes.
Så, når grundlaget for ethvert samfund - en mands ret til sit barn (læg mærke til at jeg ikke sagde familie som visse tror, men en mands ret til sine børn er grundlaget og begrebet familie er et biprodukt af dette) - ikke er sikret, så er samfundet ikke sikkert
Når en mands ret til sine børn ikke er sikret, så er mennesker der taler om dette som værende normalt, typisk mennesker som ved at børnene er deres og at deres arbejde kommer deres børn til gavn - netop som kvinder vil udtrykke sig . . . eller muligtvis en kommunistisk regering der ejer kollektivets børn, så vel som alt andet.
Mænd er ikke disponerede til at opfostre en anden mands børn fordi det gør ham til en evolutionær taber at han ikke videregiver sine gener. Samtidig gives der stor ære til den slags mænd fra kvinder og samfundet i helhed; "Sådan en god mand der vil opfostre mine uægte børn."
Det er æreløst blandt mænd, bortset fra nogle få undtagelseer, at opfostre en anden mands afkom.
Primitivt?
Stammeagtigt?
Siger du?
I vor moderne forretningsverden hjælper vi ikke vore konkurrenter - er det stammeagtigt eller primitivt?
bungee jumping